(Latin: Thysanoptera)
Thrips er ganske små, oftest mørke insekter. De kaldes også for blærefødder eller frynsevinger, og forklaringen er, at deres ben ender i en hæfteblære, og at deres meget smalle vinger er kantet af en hårfrynse. Man kan også høre navnet kolerafluer brugt om thrips, og det skyldes, at de optrådte i meget stor mængde i København i koleraåret 1853, hvorfor man fejlagtigt satte dem i forbindelse med sygdommen. De fleste thrips-arter er knyttet til planter, hvor de lever som saftsugere. De er ganske gode flyvere, der dog normalt kun går på vingerne på stille, varme dage. På sådanne kan de til gengæld optræde i uhyre antal, og de er generende, når man får dem på sig, på grund af den kriblende fornemmelse på huden, og fordi de har en vis forkærlighed for at krybe ind under tøjet og ind i ører, mund og øjne.
Det er navnlig kornthripsen, Limnothrips cerealium, som gør sig bemærket . Thrips er som nævnt plantesugere, men de kan finde på at bore munddelene i huden på folk. Thrips kan i visse tilfælde trænge ind i huse i stort antal. De har en sær vane med at krybe ind i snævre hulrum, og man finder dem derfor ofte bag tapet – ja selv bag glasset på billeder, fladskærme og lignende steder. De dør i øvrigt hurtigt i det tørre stueklima. De kaldes iøvrigt også for nittinger, gnavpander og tordenfluer.
Thrips forveksles ofte med Mitter.