(Latin: Apis mellifica)
Honningbien er en af de meget få insektarter, man har gjort til rigtige husdyr. Allerede de gamle ægyptere havde bikuber for 5000 år siden. Deres betydning som blomsterbestøvere har man længe været klar over, og honningen har altid været eftertragtet.
Honningbierne lever i samfund med en meget højt udviklet organisation, samfund, som fortsætter år efter år, og kan tælle 10.000-20.000 individer. Samfundet består af dronning, arbejdere og hanner. Dronningen er den centrale skikkelse. Hun bliver til stadighed fodret og plejet af arbejdere og kan koncentrere sigom at producere sine op til 2000 æg om dagen. Det arbejde, den enkelte arbejderbi tager sig af, hænger i store træk sammen med, hvor gammel den er. De første par dage efter forvandlingen går med at gøre rent i boet, så kommer en periode, hvor den passer og fodrer larverne, og derefter går den over i byggefaget – producerer voks fra særlige kirtler på bagkroppens underside, bygger nye celler og tager sig i øvrigt af det hjembragte blomsterstøv og nektaren. Den sidste del af sin tilværelse tilbringer den som samlebi med at hente forråd til huse.
Af og til danner sådant et honningbi-samfund »aflæggere«. Arbejderne bygger nogle særligt store celler, hvor der bliver opfostret nye dronninger, og da bierne kun er indstillet på at have én dronning i boet, vil den ene dronning – gerne den gamle – udvandre, når der klækker en ny. En del af samfundets individer følger hende som en sværm, der kan grundlægge et nyt samfund.
De bliver som oftest indfanget af en biavler, som stiller et stade til rådighed for dem, men de kan også forvilde sig. Hule træer har nok været deres oprindelige bosteder, men de er jo ved at blive noget af en mangelvare – og honningbier tager gerne til takke med en hulmur, hvis der ellers er adgang til den.
Der er ikke noget at tage fejl af, hvis man har fået sådan et bibo i sit hus. På gode solskinsdage vil der være et fantastisk leben ved hullet i muren. Bierne myldrer ud, og andre vender hjem tungt lastede og med store klumper af blomsterstøv på bagbenene. Ved hullet sidder der dog hele tiden nogle bier, som holder øje med trafikken, og som undersøger dem, der vender hjem. Det er særlige vagtbier, som sørger for, at kun boets egne beboere får lov til at passere, og som – hvis det bliver nødvendigt – kan tilkalde forstærkninger.
Bierne summer af sted i mange retninger, tilsyneladende ret planløst, men der er absolut system i sagerne. De kan fortælle hinanden, hvor der er rigeligt med nektar at hente. Når en bi har fundet en god nektarkilde, begynder den hjemme på tavlerne at danse og kan ved hjælp af runddanse ikke bare fortælle, i hvilken retning artsfællerne skal flyve, men også hvor langt borte, stedet ligger. Hvad det er for blomster, de skal lede efter, får de at vide gennem den duft, som hænger ved den heldige finder. For at få fyldt sin kro med nektar, må en bi besøge op til 1000 blomster, og på solskinsdage kan den tage ud på op til 10 indsamlingsture. For at indsamle et halvt kg honning, har bierne været ude på 20-30.000 indsamlingsture, og de har fløjet så mange kilometer, at det ville svare til at flyve Jorden rundt tre gange.
Man skal holde sig i nogle meters afstand, når man kigger på bierne og selvfølgelig ikke stille sig lige i deres flyveretning. Selv om de bier, man har nu om dage, ved avl gennem mange generationer er blevet forbløffende fredelige, kan de godt blive stikkelystne og i det hele taget kræver det nok mere end almindelig interesse for biernes færden at tolerere sådan et bibo i sit hus.
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"