Rottehalelarverne er ikke kønne, og deres levesteder hører heller ikke til de mest charmerende, nemlig kloakrender, møddingpøle og lignende steder med vand, der er stærkt forurenet af organiske stoffer.
I bagenden har de et ånderør, der kan skydes ud som et teleskop og blive op til 15 cm langt. Med det kan de nå op til overfladen af det iltfattige vand. Det er dette halelignende ånderør, der har givet dem deres navn. Når rottehalelarverne er fuldvoksne og skal til at forpuppe sig, kryber de på land og opsøger et nogenlunde tørt sted f.eks. i forstuer eller kældre. De kan optræde i uhyre mængder nær ved gyllebeholdere.
Pupperne er 10-12 mm lange, gråbrune, næsten ægformede, men de har bibeholdt halen og ligner nærmest små, grå mus. Hvis man gemmer en sådan rottehalepuppe og lader den klække, kommer der en svæveflue ud af den, men i modsætning til de tidligere omtalte svævefluer, så ligner »rottehalefluerne« (der er flere forskellige arter) honningbier slående.
Nogle rottehalelarver kan leve i ådsler og har været årsag til en meget gammel og hårdnakket myte om, at bier skulle kunne opstå af det rådnende kadaver af en okse. Myten synes at være ældst i Ægypten, hvor både tyren og bien var hellige dyr, og den har i noget ændret form fundet vej til Bibelen, hvor det er Samson, der, efter at have dræbt en løve, finder både bier og honning i ådslets mund. Også i græsk og romersk litteratur er der mange henvisninger til fænomenet og mange anvisninger på, hvordan man bedst slagter oksen o.lign. Myten har holdt sig ret langt op imod vor tid, og den endelige forklaring på dens oprindelse, at det altså drejer sig om svævefluer, kom først i 1880’erne.
De rottehalelarver, der finder vej ind i huse, er ganske uskadelige. Den rimeligste foranstaltning vil normalt bare være at feje dem ud igen. Er det på den anden side et tilbagevendende fænomen, som irriterer, må man finde frem til udklækningsstedet og sørge for at dræne, så der ikke findes stillestående, forurenet vand i umiddelbar nærhed af huset.