Arnesteder
Som det fremgår af afsnittene om de enkelte arter, kan tekstilskadedyrene komme mange steder fra, nogle direkte flyvende ind udefra. Fuglereder indtager dog en særstilling i denne forbindelse. Især duereder, men også spurve- og svalereder huser i næsten alle tilfælde et stort udvalg af de potentielle tekstilskadedyr. Se figuren side 94.
Fuglereder kan altså ikke tolereres i forbindelse med museums-magasiner eller andre steder, hvor uerstattelige klæder opbevares. Døde mus og andre ådsler, døde insekter og andet organisk materiale er også hyppige arnesteder for tekstilskadedyr.
Lys, bankning
Klædemøl og de andre dyr, som kan angribe tekstiler, er gennemgående lyssky, så det er navnlig de uldne stoffer, der opbevares i mørke skuffer og skabe, som er i farezonen. En undtagelse er dog tæppebillelarven, som ikke går af vejen for at trave frem i lyset, og som f.eks. tit gnaver i uldne gardiner. Disse insekters æg ødelægges let, når man børster, banker eller støvsuger tøjet, så tekstiler, som lades uforstyrret i længere tid, vil være særlig udsatte for angreb.
Vask
Som omtalt er de uldædende insekter afhængige af et vist kosttilskud i form af »snavs« på tøjet. Det vil sige, at skal man gemme tøj hen i længere tid, så er det af betydning, at det er rent. Ting, der er nyvaskede eller kemisk rensede er fri for skadedyr og behøver i og for sig ikke anden beskyttelse end en fuldstændig tæt indpakning. Museumsgenstande tåler normalt ikke en grundig rengøring og er derfor specielt sårbare.
Varmebehandling
Som det gælder for alle insekter tåler tekstilskadedyrene ikke en opvarmning til 55 °C i 1/2 time. Tøj, som er strøget med et varmt jern, vil også være frit for angreb.
Kuldebehandling
Insekters følsomhed overfor lave temperaturer varierer meget fra art til art. Tekstilskadedyr vil dræbes ved en uges tid i en almindelig dybfryser ved ÷20 °C. Effekterne bør pakkes i plastposer, som så vidt muligt tømmes for luft, inden de lukkes. Posen bør ikke åbnes, før den igen har fået omgivelsernes temperatur.
Indpakning
Tøj, som er rent og frit for dyr, kan beskyttes mod angreb ved at pakke det i helt tætte poser af papir eller plastik.
Kemiske midler
I dag er mange stoffer og tæpper imprægneret mod møl, når man køber dem. Det drejer sig om gifte, som påføres uldstoffet under farvningsprocessen eller i et specielt bad. Giften går i forbindelse med uldfibrene og dræber insektlarverne, når de begynder at gnave af dem. Er behandlingen effektiv, sker der kun meget lidt skade, inden larverne har fået nok, men man må regne med, at enkelte fibre kan gnaves over. Tekstiler, som ikke er fabriks-imprægneret, kan beskyttes med et af de flydende »møl«-midler. Skabets eller skuffens indvendige sider, specielt revner og sprækker bør samtidig have en omgang. En sådan behandling vil beskytte 1-2 år afhængigt af, hvor megen sol, varme, slid og rengøring midlet kommer ud for. Papirstrimler imprægneret med insektgift kan yde en god beskyttelse, når de anbringes mellem tekstilerne. Mølkugler, som består af naftalin eller paradiklorbenzen, kan give en god beskyttelse, hvis indpakningen er så tæt, at dampene ikke undslipper.
Gasning med en giftgas er en mulighed, hvor det drejer sig om større partier tæpper eller møbler. Gasbehandlingen dræber alle stadier, men beskytter ikke mod nye angreb. Museumstekstiler bør som hovedregel ikke behandles med gift. Dels er de fleste midler mistænkt for at kunne have en uheldig effekt på genstandene – skjolder, farveændring og andet – dels har det i tidens løb givet problemer af arbejdshygiejnisk art, at overdreven giftanvendelse har gjort museumsmagasiner usunde at færdes på.
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"