Latin: Rattus rattus
Husrotten kaldes også for den sorte rotte. Den stammer nok fra Sydøstasien, og herfra har den bredt sig til store dele af verden. Den kom til Europa tidligt i middelalderen og hærgede voldsomt, indtil den i 1700-tallet blev fortrængt af vandrerotten. Det var denne rotte, som forårsagede de pestepidemier, der som »Den sorte Død« hærgede Europa i middelalderen.
Her i landet blev den oprindelige bestand uden tvivl helt fordrevet, men den bliver regelmæssigt indslæbt med skibe fra oversøiske lande, og husrotten findes derfor ganske overvejende i havnebyer. Husrotten er i endnu højere grad end vandrerotten knyttet til mennesket. Den er mere varmekrævende, og i Mellem- og Nordeuropa forekommer den ikke på friland, i modsætning til vandrerotten. Lever husrotten og vandrerotten i den samme bygning, holder husrotten til i de øverste etager, mens vandrerotten findes i kælderen. Husrotten kan klare sig på meget tørre steder og springer og klatrer bedre end vandrerotten. Den kan f.eks. balancere på en telefonledning fra et hus til et andet. Ligesom vandrerotten er husrotten et udpræget socialt dyr, der lever i flokke. Den er ikke så frugtbar som vandrerotten, og får både færre og mindre kuld. Husrotten er altædende, men foretrækker plantekost, især korn og frø.