(Latin: Cis boleti)
Et utal af forskellige slags dyr kan tilfældigt bringes ind i huse med buketter og grene. Der er sjældent tvivl om, hvor de stammer fra. Mere lumsk er det, når de små, mørke svampeborere pludselig myldrer i et hus eller en lejlighed.
Svampeborerens larver lever i svampe, – den slags, der vokser på stubbe og fældede træstammer, og som man fristes til at tage med hjem f.eks. til juledekorationer. Billerne kommer frem gennem runde huller i svampen, ofte længe efter at dekorationen er stillet væk og glemt, og så er det, man undrer sig over, hvor de stammer fra. Enkelte af de svampe, der kan angribe bygningstømmer, har frugtlegemer, som svampeboreren kan leve i, så finder man ingen mere sandsynlig årsag til deres forekomst, bør man få huset undersøgt for svamp.