Brunmider

(Latin: slægten Bryobia)
Hvis man bor i et hus med græsplænen helt op til soklen, kan man komme ud for, at det pludselig myldrer med nogle små røde mider i vindueskarmene. Den røde farve kan give mistanke om, at de skulle være blodsugende, men brunmider lever fredeligt af at suge på grønne planter. De vandrer imidlertid i løbet af deres liv frem og tilbage mellem planterne og passende skjulesteder på træer, sten eller husmure, hvor de lægger æg, skifter hud og overvintrer. Ved disse lejligheder kan miderne, særlig om foråret, i store mængder forvilde sig ind i huse gennem revner og sprækker ved vinduer og døre.

Han-brunmider er aldrig set, så de må formere sig parthenogenetisk, altså ved det, der på dansk kaldes jomfrufødsel. Brunmider kan ingen skade gøre inden døre, og de dør i øvrigt ret hurtigt i det tørre stueklima. Brunmiderne er helt afhængige af, at der er planter at suge på, og man ser dem normalt kun i huse, hvor græsplænen går helt op til soklen. Den mest rationelle bekæmpelsesmetode vil derfor være at afbryde forbindelsen mellem hus og græsplæne. Det har vist sig, at et velholdt bed på ca. 1 meters bredde eller endnu bedre et bælte med grus eller ærtesten, som blot behøver at være 0,5 m bredt, normalt vil klare sagen.