Mange forskellige slags dyr kan gnave i papir og pap, f.eks. for at komme ind eller ud gennem poser og pakker.
Det er imidlertid kun få arter, som borebiller og sølvkræ, der direkte kan leve af rent papir, der næsten udelukkende består af cellulose. I glittet papir indgår der yderligere næring i form af limstof, som kan lokke kakerlakker til at æde af det, og endelig kan fugtigt papir være grobund for svampe af forskellig slags, som gør det til god føde for dyr som bænkebidere, ørentviste og visse mølarters larver.
Kunststoffer som nylon og plastik erstatter i stigende grad naturens egne produkter i vor hverdag. Mange af disse kunststoffer kan nedbrydes af bakterier og svampe, og det skal man være glad for, når de som affald påny skal indgå i naturens kredsløb, men der er endnu ingen dyr, som kan fordøje dem. Det vil imidlertid ikke sige, at dyr ikke gnaver i kunststofferne, men det sker mere eller mindre tilfældigt, fordi de af den ene eller anden grund er nødt til at gnave sig igennem, eller fordi de bygger rede i materialerne.