Slægten (Latin: Dermatophagoides)
Husstøvmider er blege og så små, ca. 1/3 mm, at man ikke umiddelbart kan se dem. Et par arter er almindelige i mange hjem. De lever af hudskæl og mikroskopiske skimmelsvampe.
Betydning
For de fleste mennesker er husstøvmiderne helt harmløse, men for de relativt få, som udvikler overfølsomhed over for dem, kan de være et alvorligt problem. Overfølsomheden skyldes især midernes ekskrementer og huder, som let hvirvles op i luften og kan give anfald af snue og astma. Husstøvmide-overfølsomhed kan let påvises ved en priktest på huden.
Forebyggelse og bekæmpelse
Husstøvmider kræver et fugtigt klima, det er derfor de især findes i senge og soveværelser. Et rengøringsvenligt soverum og grundig støvsugning af madrasser og tæpper er udmærket, men den egentlige bekæmpelse og forbyggelse er et spørgsmål om lav luftfugtighed. Hvis man holder luftfugtigheden i soveværelset under 45%, bliver husstøvmider aldrig noget problem.