(Latin: Colletes daviesanus)
Denne bi hører til de såkaldte enlige bier (s. 175), men lever gerne kolonivis, mange sammen på et område. Den kan som andre bier stikke, men er meget lidt aggressiv. Murbiens naturlige levested er kalk- og lerskrænter, men den befinder sig godt i mørtel, hvis denne ikke er for hård.
Murbierne graver cylindriske, vandrette gange i mørtelen, men går ikke ind i hulmuren. De vil næsten altid vælge solvendte flader, og er i det hele taget mest aktive i solskin. Gangens diameter er som en blyants, og den fores med et meget fint, gennemsigtigt, silkepapiragtigt stof, som bien udskiller fra spytkirtlerne. Hver enkelt celle er ca. 1 cm lang, og den fyldes med en blanding af blomsterstøv og honning. Når det er gjort, lægger bien et æg, lukker cellen med et låg og går i gang med den næste i rækken. Normalt kan man finde fra 2-8 celler i en gang. De larver, som klækker af æggene, lever nu af den oplagrede føde. Deovervintrer i cellen, forpupper sig det følgende forår og kommer frem som voksne bier om sommeren, gerne først i juli måned.
Betydning
Den skade murbierne gør, er normalt begrænset og udramatisk. Hullerne kan imidlertid være indfaldsveje for fugt og dermed øge risikoen for frostsprægninger, så på et tidspunkt vil det være rimeligt at gøre noget ved det. Kun i meget sjældne tilfælde, i meget svag mørtel, har man set så alvorlige murbiskader, at der ligefrem var fare for nedstyrtninger.
Forebyggelse og bekæmpelse
Mørtel af almindelig god kvalitet angribes ikke af murbier. Reparation og bekæmpelse er én og samme proces. Den løse mørtel med murbiceller, larver og pupper udkradses, hvorefter der fuges med en mørtel af en styrke svarende til minimum KC 50/50/750. Skulle man glemme en enkelt larve, betyder det ikke noget, for de bier, der klækker, vil ikke kunne arbejde sig frem til overfladen gennem den nye mørtel. Hvis der absolut skal repareres i sommerperioden, mens der er livlig aktivitet af bier, kan man bekæmpe dem ved at pudre de angrebne flader med et insektpudder.