Hovedlus

Latin: Pediculus humanus capitis

Hovedlus

Hovedlus

Helt nede ved hovedbunden kitter hovedlusen sine æg fast til hovedhårene. Æggene sidder så godt fast, at man kun med en tættekam og stort besvær kan få dem ud af håret. Er man først smittet, kan man ikke ved selv nok så hyppig hårvask være sikker på at få dem udryddet.

De tomme æggeskaller bliver siddende og følger med håret, når det vokser. De kan kendes fra ikke-klækkede æg ved, at de er mere gennemsigtige og mangler låg.

Lus skal som nævnt have blod et par gange om dagen, og en hovedlus kan ved almindelig stuetemperatur kun leve to dage, når den ikke er på et menneske.

Betydning

Hovedlus spiller ingen rolle som smittespreder.

Forebyggelse og bekæmpelse

En hovedlus forlader kun frivilligt et hoved, hvis den kan kravle over på et andet, så smitten sker ganske overvejende ved kontakt – ved at man stikker hovederne sammen.

De bedste muligheder for smitte findes på steder, hvor mange børn kommer i nær fysisk kontakt med hinanden. Da hovedlusene hurtigt dør, når de ikke er på et menneske, er det tilstrækkeligt at hænge mistænkelige klædningsstykker væk et par dage, eller lade et klasselokale stå tomt weekenden over, for at være sikker på, at der ikke er levende lus.

I håret kan de bekæmpes ved, at man behandler håret med et af de specialmidler, som fås på apoteker.

Blodsugende hovedlus og dens ekskrementer

En hovedlus suger blod. Ekskrementerne afgives som tørre, langstrakte, ofte persnorformede legemer.

Om forfatteren til ovenstående indhold fra bogen:
Skadedyr i hus og hjem

Henri Mourier
Cand.scient i biologi fra Københavns Universitet (1955 - 1962).
Ledende biolog hos Statens Skadedyrslaboratorium (1962 - 2000).

Forfatter til bøger og artikler:
- "Skadedyr i Hus og Hjem"
- "Væggelus, stik og kløe"
- "Skadedyr i Levnedsmidler"
- "Husets Dyreliv"
- "Skadedyr i Træ"
- "Stuefluen"

» Læs mere om Henri Mourier på Pestium.dk
» Læs mere om Henri Mourier på Wikipedia.org