Kældersnegle hører til de såkaldte land-lungesnegle. De mangler hus, ligesom den velkendte sorte skovsnegl. Den almindelige kældersnegl, Limax flavus, bliver 7-10 cm lang og er lys-grålig med mørkere pletter og netagtige tegninger. En anden art, den store kældersnegl, Limax maximus, som også kan findes i huse, bliver op til 15 cm lang. Den er også grålig, dog ofte over i det rødlige, og dens forkrop er marmoreret, mens bagkroppen har mørke længdestriber.
Kældersneglene findes navnlig i kældre og udhuse. De sidder skjult på fugtige steder, når det er lyst. Om natten eller på mørke dage kommer de frem. De er nærmest altædende og lever både af planter og af dødt, dyrisk materiale. Æggene lægges hele sommerhalvåret. De er ret store og anbringes i klumper under sten eller brædder, hvor de er beskyttet, og hvor der er fugtigt.
Sneglene gør i sig selv ingen fortræd (se dog s. 112), men det er selvfølgelig irriterende med de glinsende slimspor, de trækker efter sig. De er tegn på, at der er lovlig fugtigt enten i de rum, hvor de viser sig, eller i tilstødende lokaler, eventuelt i kælderen eller under gulvene. Der kan også være noget galt med kloak eller afløb, så sneglene her har et tilholdssted, hvorfra der er adgang til bygningen. Gamle rørstrækninger, der ikke mere er i brug, og som ikke er blevet fjernet eller lukket, kan være arnested for en snegleplage.