(Latin: Anoplura)
Medlemmerne af denne lille insektgruppe er på mange måder tilpasset deres specielle snyltende levevis. De er vingeløse, deres øjne er stærkt reducerede, og munddelene bygget til at bide og suge med.
Lusenes hud er læderagtig og grålig, og bagkroppen kan udvides stærkt, når de fylder sig med blod. Benene ender i en klo, som er bygget til at gribe om hår.
Lusene lever udelukkende af blod, og da de skal spise et par gange om dagen for at være i form, kan de kun klare sig i ganske få dage uden deres vært. En lus, der virkelig er sulten, kan for øvrigt være så grådig, når den igen får adgang til føde, at den æder til den faktisk sprækker.
Lus er helt afhængige af det specielle klima, der findes nær hudoverfladen. Ændres temperaturen, fordi værten f.eks. får høj feber, så går de, og før i tiden så man det som et meget dårligt varsel, når lusene forlod deres mand. Lus udvandrer også hurtigt fra en død og kold person, og det forøger selvfølgelig risikoen for smittespredning under epidemier.
Én hunlus lægger ca. 10 æg om dagen i den måned, den lever. Æggene, der er ret store og hvidgule, kittes så fast, at det er praktisk talt umuligt at fjerne dem. Efter godt en uges forløb er den lille luseunge klar til at komme ud af ægget. Den pumper sig op med luft, vipper låget af æggeskallen og kravler ud. Den nyklækkede lus begynder straks at spise, og den er efter kun ca. 8 dages forløb klar til at parre sig og lægge æg. Det er indlysende, at en lusebestand, der får ro og fred, hurtigt kan blive meget talrig.
Lus er langtfra noget nyt problem. De fleste pattedyr har deres specielle luseart, og der er ikke tvivl om, at også vore abelignende forfædre gik og gnubbede sig. Det er sandsynligt, at de lus, vi arvede fra dem, da menneskeslægten udviklede sig, var de samme arter eller meget nærstående til de lus vi trækkes med i dag. Folk har nok til de fleste tider betragtet lus som noget, man bare havde, og det har været en vigtig del af familiehyggen, at man aflusede hinanden.
To slags lus har tilpasset sig mennesket: Menneskelusen og fladlusen.
Menneskelusen optræder i to former, kropslusen og hovedlusen, som ligner hinanden til forveksling. Det er faktisk kun ud fra deres levevis, at man er i stand til at skelne dem fra hinanden med sikkerhed.