Leddyrenes bygning

Som navnet siger, er leddyrenes krop og lemmer delt i led. Det mest fremtrædende bygningstræk er dog, at de, i modsætning til hvirveldyrene, har udvendigt skelet. Deres hud er nemlig udviklet til et fast panser, der beskytter mod ydre vold og samtidig tjener som fæste for musklerne.

Silhuet af Krebsdyrene

Krebsdyrene er først og fremmest vanddyr, og de ånder ved hjælp af gæller. Deres krop er delt i hoved, bryst og bagkrop. På hovedet har de tre par kæber og to par følehorn. Det er kun en enkelt krebsdyrgruppe, bænkebiderne, der har interesse i denne sammenhæng.

Silhuet af Edderkoppen

Edderkoppernes krop består af to næsten lige store dele. Den forreste er dannet af hoved og bryst, og her sidder øjne, munddele og fire par lemmer. Bagkroppen er lemmeløs, når man ser bort fra at edderkoppens spindevorter i virkeligheden er omdannede lemmer.

Silhuet af Skorpionernes krop

Skorpionernes krop er delt i en forkrop med fire par ben og en lemmeløs bagkrop. De bageste bagkropsled er smalle og danner en slags hale, som ender i en giftkrog. De har to par munddele, hvoraf det ene er et par veludviklede klosakse.

Silhuet af Miderne

Miderne har ligesom edderkopperne fire par ben, men deres hoved, bryst og bagkrop er smeltet sammen til et tilsyneladende uleddet stykke.

Silhuet af Mosskorpioner

Mosskorpionerne er stort set bygget som de egentlige skorpioner, men mangler halen med giftkrog.

Silhuet af Mejere

Mejernes krop er også tilsyneladende uleddet, men de er meget større end mider, og deres fire par ben er uhyre lange i forhold til kroppen.

Silhuet af Tusindben og skolopendre

Tusindben og skolopendere har et tydeligt hoved, mens deres bryst og bagkrop går ud i ét. Kroppen består af mange led, og hvert af disse bærer et par ben, hos de ægte tusindben endda to par.

Silhuet af Insekt

Insekterne er den dominerende gruppe indenfor leddyrene. Deres krop er delt i tre afsnit, et hoved, et bryst og en bagkrop. På hovedet sidder munddelene, øjnene og følehornene. Brystet er dannet af tre led, som hvert bærer et par ben, og hos de fleste insekter er der et par vinger på hvert af de to forreste brystled. Endelig danner de resterende 12 led insektets bagkrop, der først og fremmest indeholder indvolde og forplantningsorganer.

Om forfatteren til ovenstående indhold fra bogen:
Skadedyr i hus og hjem

Henri Mourier
Cand.scient i biologi fra Københavns Universitet (1955 - 1962).
Ledende biolog hos Statens Skadedyrslaboratorium (1962 - 2000).

Forfatter til bøger og artikler:
- "Skadedyr i Hus og Hjem"
- "Væggelus, stik og kløe"
- "Skadedyr i Levnedsmidler"
- "Husets Dyreliv"
- "Skadedyr i Træ"
- "Stuefluen"

» Læs mere om Henri Mourier på Pestium.dk
» Læs mere om Henri Mourier på Wikipedia.org