Fnatmide

Latin: Sarcoptes scabiei

Fnatmide - Skadedyr i hus og hjem - Side 39

Fnatmide

Fnatmiden graver gange, som en muldvarp, i overhudens hornlag, og lever af selve huden. Hunnen lægger sine æg i gangene og udviklingen til voksen mide tager godt to uger.

Betydning

Først når anden generation, 3-4 uger efter smitten, for alvor begynder at grave, kommer kløen. Det kan være svært at stille diagnosen, men normalt vil man kunne se de gravide hunners gange som grå, bølgende streger, der ender i en lille prik – miden selv. Der kan være let hævelse og rødt udslet omkring gangene.

Forebyggelse og bekæmpelse

Fnatmider, som kommer væk fra den varme hud, bliver sløve og dør hurtigt, så man bliver ikke smittet ved at bruge samme håndklæde som en person med fnat. Næppe heller ved håndtryk. Man får fnat ved at drægtige hunmider kravler fra den ene person til den anden, noget som forudsætter nær, direkte kontakt.Bekæmpelsen foretages ved at behandle huden med et af de specialpræparater, som købes på apoteket.

Fnatmider fra dyr

Mange af de husdyr vi omgås har fnatmider, som er nært beslægtede med menneskets. De kan kravle over på mennesker og være årsag til kløe, men de kan ikke etablere sig i huden på mennesker. Problemet forsvinder, når dyret behandles eller den nære kontakt med det afbrydes.

Om forfatteren til ovenstående indhold fra bogen:
Skadedyr i hus og hjem

Henri Mourier
Cand.scient i biologi fra Københavns Universitet (1955 - 1962).
Ledende biolog hos Statens Skadedyrslaboratorium (1962 - 2000).

Forfatter til bøger og artikler:
- "Skadedyr i Hus og Hjem"
- "Væggelus, stik og kløe"
- "Skadedyr i Levnedsmidler"
- "Husets Dyreliv"
- "Skadedyr i Træ"
- "Stuefluen"

» Læs mere om Henri Mourier på Pestium.dk
» Læs mere om Henri Mourier på Wikipedia.org