Mejere

(Latin: Opiliones)
Mejerne er lette at kende med deres lille, kuglerunde krop og de enormt lange ben. Et par arter: Opilio parietinus og Phalangium opilio, er meget almindelige i og omkring vore boliger, hvor de stolprer rundt om natten for at lede efter føde.

Mejerne er ikke kostforagtere. Man har set dem gnave af paddehatte, og sågar af kagerester, men deres hovedføde er ådsler og de smådyr, som de kan overmande. Deres måde at jage byttet på ligner i mangt og meget en god gang blindebuk. Mejerne iler omkring og finder faktisk byttet ved nærmest at snuble over det. Så griber mejeren offeret med spidsen af et af sine smidige leddelte ben og fører det hurtigt op til munden, hvor den river det i stykker med sine mundklosakse, tygger det grundigt og spytter de ufordøjelige dele ud.

Men mejeren kan selvfølgelig også selv risikere at blive jaget, og da den har svært ved at gemme sig, har den udviklet andre forsvarsmekanismer. Den kan benytte sig af »firben-tricket«. Det er af gode grunde ikke halen den kaster, men et af benene, som bliver liggende og spjætter på jorden, og det kan ofte forvirre forfølgeren længe nok til, at mejeren selv kan nå at komme videre på de resterende ben. Det må være noget, de ret ofte benytter sig af, for det er kun de færreste mejere, som har alle otte ben i behold.

Skulle det ikke virke efter hensigten, har mejeren endnu et middel. Den er udstyret med særlige stinkkirtler, som hos nogle arter udsender en så kraftig lugt, at selv vi mennesker med vor dårlige lugtesans kan mærke den.