Latin: Rattus norvegicus
Vandrerotten eller, som den også kaldes, den brune rotte, forekommer så at sige overalt på Jorden. Man mener, at den stammer fra Østasien, hvorfra den har spredt sig, dels til fods, dels med skibe. Den kom forholdsvis sent til Europa. Man hører først om vandrerotternes hærgen i denne verdensdel i begyndelsen af 1700-tallet. Så gik det til gengæld også hurtigt. Vandrerottens tilpasningsevne er stor, og den fortrængte hurtigt husrotten.
Vandrerotten kan trives på de mest forskelligartede lokaliteter, men er dog først og fremmest knyttet til boliger, lagerbygninger og stalde, hvor den foretrækker de fugtigste steder.
I vore byer er det navnlig i spildevandsledningerne, de holder til. De lever af det køkkenaffald, som sejler gennem ledningerne og bygger deres reder af papir, vat el.lign., hvor de kan finde et nogenlunde tørt sted.
Når der er rotteangreb i byejendomme, drejer det sig næsten altid om kloakrotter, der er kommet op gennem et brud på en kloakledning. Under gode forhold, i kornmagasiner og stalde, yngler vandrerotterne året rundt og er overordentlig frugtbare. Et rottepar og dets afkom kan i løbet af et år blive til omkring tusinde individer. Vandrerotterne lever i flokke, og dyrene indenfor flokken kender hinanden på lugten. De er sky dyr, der fortrinsvis er aktive i døgnets mørke timer. Rotter vover sig aldrig frivilligt ud på en åben plads, men færdes langs vægge og mure.
Betydning
Vandrerotten er altædende, den tager lige gerne plantekost og dyrisk føde, og kan optræde som et egentligt rovdyr, der f.eks. tager ællinger og kyllinger. Flere steder i verden må man regne med, at rotterne æder mere end halvdelen af levnedsmidlerne. Så galt går det ikke på vore breddegrader, men tabene kan alligevel blive betragtelige. Ligesom med musene er det søndergnavning af emballage og forurening med urin og ekskrementer, som spiller den største rolle. Rotteurinen og ekskrementerne indeholder ofte sygdomskim, der kan indebære risiko for menneskers og husdyrs helbred.