Træ er på mange måder et bemærkelsesværdigt materiale, og man skal kende dets natur for at kunne bruge det rigtigt. Under nogle omstændigheder er træ noget af det mest holdbare, man kender. I Norge holdes der f.eks. stadig gudstjeneste i trækirker, som blev bygget for omkring 1000 år siden, men under andre forhold kan det forsvinde sporløst på få år, fortæret af forskellige dyr og af råd og svamp.
Det er et naturligt led i det almindelige kredsløb i naturen, at det døde træ ikke bare hober sig op, men nedbrydes af andre organismer, og det er kun, når vi tilfældigvis har brug for at træet skal holde, at man kan kalde processen skadelig.
Træ er et næringsfattigt materiale, og det er kun få organismer, der har specialiseret sig i at fordøje dets hovedbestanddele, som er lignin og cellulose. De bakterier og svampe, som lever af ved, udskiller fordøjelsesvæsker (enzymer), der omdanner ligninet og cellulosen til stoffer, som kan optages som næring, f.eks. sukkerarter.
Nogle enkelte af de insekter, som lever af træ, udskiller den samme slags fordøjelsesenzymer i deres tarm (det gælder f.eks. husbukkelarverne), men langt de fleste må klare sig ved at leve i en eller anden form for samliv med mikroorganismer, der kan hjælpe til ved næringsoptagelsen. Hos termitterne findes de encellede organismer i tarmen, altså samme princip som i drøvtyggernes maver. De fleste insekter lader imidlertid andre organismer spalte cellulosen, inden de æder træet, og kan derfor kun klare sig i træ, som i forvejen huser en flora af trænedbrydere. Endelig er der nogle arter, f.eks. splintvedbillerne, som er afhængige af, at der er stivelse i træet, sådan som der kan være det i splintved af visse træer.
Lidt om veddets opbygning
På en oversavet træstamme kan man yderst se barken. Lige under den ligger det tynde vækstlag, og det er her tykkelsesvæksten sker i den levende stamme, idet der dannes bark udad og ved indad. Hvert år lægges en ny ring til stammens tykkelse. Om foråret dannes tyndvæggede celler, vårveddet, der er velegnede til vandtransport, mens der senere på sommeren dannes mere tykvæggede celler, høstveddet, der ofte er mørkere. Disse årringe ses på et længdesnit som det, man kalder årer i træet. Mens træet vokser, er cellerne i de yderste årringe levende, og det er her, væsketransporten foregår fra rod til blade. Denne del af veddet kaldes splinten, mens den indre del, kernen, består af døde celler. Allerinderst findes den tynde marv. Som bekendt skelner man mellem nåletræer, her er fyr og gran typiske, og løvtræer, f.eks. eg og bøg. Det kan være vanskeligt umiddelbart at se, om man står med et stykke nåletræ eller et stykke løvtræ i hånden. Det sikreste kendetegn er, at løvtræ har karceller. Karcellerne danner rør, som er specielt beregnet til vandtransport. Hos nogle arter er de synlige med det blotte øje på et tværsnit, som det man kalder porer. Storporede arter er f.eks. eg og ask.
Hos nogle løvtræsarter, f.eks. birk og bøg, sker der ikke en egentlig kernedannelse. Hos andre er kernen tydelig og mere mørkt farvet. Også hos en del nåletræer farves kernen mørk. Det er normalt affaldsstoffer af forskellig slags, bl.a. garvestoffer, som farver kernen, og de beskytter den i nogen grad mod angreb af skadedyr og svampe. Til gengæld er kernen ikke modtagelig for imprægnering med træbeskyttelsesmidler.
Dyr, der angriber træ i huse
I skoven angribes træernes ved af mange forskellige slags dyr. Nogle angriber kun sunde, levende træer, mens andre udelukkende går i svækkede eller døde stammer. Visse arter kan kun klare sig i vækstlaget lige under barken, mens andre går ind i splintved og kerne. Blandt de arter, som har tilpasset sig til dødt træ, lever nogle i tørre, udgåede grene eller døde stammer, som er blevet stående på roden, mens andre kun kan klare sig i fugtigt, rådnende træ. Da man begyndte at bruge træ fra skoven til redskaber og bygninger, fulgte en del af disse insekter med.
Nogle kommer med fra skoven som æg eller larver, og kan ikke formere sig i det forarbejdede træværk. De arter, som fik deres store chance, og som er blevet alvorlige træskadedyr, var dem, der kunne klare sig i det tørre træ, vi har overalt i vore huse. Dertil kommer en del arter, som kan optræde, hvor træværk er blevet beskadiget af fugt og af råd.
Bestemmelse af træskadedyr
Med få undtagelser er det larverne, som gnaver i træet, men de er normalt svære at finde, og selvom man skulle få en fisket frem, er den vanskelig at bestemme med sikkerhed. De voksne insekter er kun fremme i en kort periode, gerne om sommeren, og man er altså i de fleste tilfælde henvist til at bestemme synderen ud fra de spor, den efterlader sig i træet.
Sporene – Træets art
De fleste insekter er kræsne, nogle angriber kun løvtræ, måske kun en enkelt art, andre trives udelukkende i nåletræ.
Flyvehuller
Når insektet har fuldendt sin udvikling som larve og puppe inde i træet, gnaver det sig ud. Hullet gøres ikke større end højst nødvendigt, og får en form, der svarer til det voksne dyrs største tværsnit. Borebiller, som nærmest er cylindriske, gnaver altså runde huller. Træbukkens bliver ovale.
Gange
De gange larverne gnaver i træet har også et typisk tværsnit, men deres størrelse ændrer sig i takt med at larven vokser til. Larvegangene, som skæres igennem, kan forveksles med flyvehuller, men i modsætning til disse vil de normalt optræde i forskellige størrelser, og deres form afhænger af den vinkel de er skåret under.
Boremel
Boremelet er larvernes ekskrementer blandet med træspåner, som larven har gnavet af, men ikke spist.
Ekskrementernes form og størrelse er karakteristisk. Boremelet kan være fint eller groft, og det kan være løsere eller tættere pakket i gangene. Farven kan også variere. Mørke partikler viser, at det drejer sig om en art, som gnaver af barken.
»Ormehuller«, flyvehuller af den almindelige borebille, står for mange som en garanti for at tingen er antik
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"