Når man skal bruge en håndbog som denne, kommer man ikke uden om dyrenes navngivning, det man med et andet ord kalder for systematikken. Det er den måde, man giver hvert dyr og hver plante navn på, og ordner dem i grupper svarende til, hvordan man mener, de er i familie med hinanden.
Den moderne systematik blev udarbejdet for over 200 år siden af den svenske forsker Carl von Linné (1707-1778). Han gav alle kendte planter og dyr et latinsk navn og stillede de individer sammen, som ud fra deres fysiske ligheder syntes at være beslægtede. Han valgte latin, fordi det dengang var videnskabens internationale sprog.
De principper for navngivning, som han fandt frem til, bruges stadig. Et dyrs eller en plantes latinske navn består af to dele og angiver først slægten og derefter arten. Det kan se ud som noget krukkeri at bruge latinske navne i en bog som denne, men dels har en del af de dyr, der omtales, slet ikke gode danske navne, dels kan man løbe ind i vanskeligheder, hvis man ikke har et entydigt system. I og for sig er det festligt, at man forskellige steder i landet kan støde på navne som tvehale, kvinkelstjert eller tveklo om den almindelige ørentvist; men det kan unægtelig gøre det vanskeligt at forstå, hvad man egentlig taler om.
I 1859 udkom en bog, som skulle fremkalde en dybtgående ændring i menneskets måde at opfatte verden på. Det var Om arternes oprindelse, af den engelske forsker Charles Darwin (1809-1882).
I denne fremsatte Darwin teorien om en naturlig udvælgelse, der forklarer, hvordan alle nulevende arter har udviklet sig fra arter, som har eksisteret før dem. Siden Darwins tid er systematikken blevet mere end blot et middel til at navngive dyr og planter. Den viser deres slægtskab ved at anbringe de dyr sammen, som menes at have udviklet sig fra en fælles stamform. Man har inddelt dyreriget i et antal hovedgrupper, ialt 14 såkaldte rækker. Det er nu kun nogle enkelte af disse, der har medlemmer, som kan optræde indendørs og derfor har interesse i denne forbindelse, nemlig: Orme, bløddyr, leddyr og hvirveldyr.
Ormene har kun en enkelt repræsentant blandt de dyr, der lejlighedsvis kan optræde i huse. Det er regnormen, som er omtalt s. 190.
Bløddyrene, der blandt andre om-fatter snegle og muslinger, træffes normalt ikke indendørs. Det er vel egentlig kun kældersneglene (se s. 162), som kan siges at høre med til husets dyreliv.
Hvirveldyrene er bl.a. fugle og pattedyr, og det er altså simpelthen den gruppe, hvortil vi selv hører.
Leddyrene. Rent systematisk hører langt de fleste af de dyr, vi kan møde i vore huse, til leddyrene. Det er ikke så mærkeligt, for mere end 3/4 af alle de ca. 1 million forskellige dyrearter, man kender, hører til denne dyregruppe.
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"