Husmus

Husmusen menes at stamme fra den sydvestlige del af Asien, og herfra er den, især ved menneskets hjælp, blevet spredt over hele kloden.

Den har en stor tilpasningsevne, og i dag forekommer den så godt som overalt, hvor der findes mennesker. Her i landet er husmusen ganske overvejende knyttet til bygninger.

Om sommeren holder mange husmus ganske vist til på markerne, men de søger næsten alle til huse om efteråret. Inde i bygningerne kan musene indrette sig overalt, hvor de kan finde føde og noget at bygge rede af.

De holder navnlig til på lofter, under gulve og i hulmure, og herfra gnaver de sig gennem træværket ind til spisekamrene og andre steder, hvor der er føde.

Reden, der som regel blot er en uordentlig bunke af forhåndenværende materialer, som dyrene har samlet, bygges altid på et skjult sted.

Under gunstige forhold kan husmus yngle hele året rundt og få en halv snes kuld årligt, men sædvanligvis bliver det dog ikke til mere end 5-6 kuld.

Betydning

Husmusen er altædende. Den foretrækker frø, især korn og kornprodukter, men er der mangel på den slags føde, kan den forgribe sig på de særeste ting, f.eks. sæbe, stearin og kit.

En voksen mus æder ca. 3 g fast føde om dagen, noget som svarer til 70-100 hvedekorn, og den ødelægger mange flere, da kornene sjældent spises op.

Det kan selvfølgelig være galt nok; men den største skade består uden tvivl i, at musene forurener varerne med urin og ekskrementer, og at de ødelægger sække og anden form for emballage ved at gnave dem itu.

De kan selvfølgelig også gøre skade på mange andre ting ved at gnave i dem, f.eks. træværk, isolationsmaterialer, papir og tekstiler.

Forebyggelse og bekæmpelse

Det ville selvfølgelig være bedst, hvis man kunne forebygge ved at sikre bygningerne, så musene ikke kunne slippe ind; men selv det mest solide hus har sine svage punkter, som det kan være vanskeligt at opspore og udbedre.

Det vil dog betyde meget, hvis man sørger for, at kældervinduer er lukkede, at ruderne er hele, og at dørene slutter tæt. Alle revner og huller i muren, der er mere end 7 mm brede, bør sikres med fintmasket trådvæv, f.eks. ventilationsåbninger.

I elementbyggeri er det vigtigt, at fugerne mellem de ydre plader er lukkede. Ikke sjældent er der fri passage op under de nederste plader.

Mus kan klatre op ad lodrette, ru flader (træ, mursten, beton, o.lign.) og de kan altså ofte entre op ad muren og nå udluftningssprækker under taget.

En 20 cm bred stribe af hård, blank maling ca. 1 m oppe på muren kan forhindre musene i at klatre op, og en vinkelbøjet metalplade med et udhæng på blot 2 cm, vil have den samme virkning. Lodrette rør kan forsynes med en metalskærm, som musene ikke kan forcere.

Man skal være opmærksom på, at træer og andre planter, som vokser højt op ad muren, gør det nemmere for musene at komme op.

En forebyggende bekæmpelse kan foretages ved at udlægge små depoter af gift udendørs langs husets sokkel, hvor musene leder efter indfaldsveje.

Depoterne skal afskærmes mod vind og vejr og mod, at fugle og andre dyr får fat i dem. Det gøres bedst ved at anbringe giften i drænrør eller under et bræt, lagt skråt langs med soklen.

Er musene først sluppet ind i huset, bør man i første række søge at udrydde dem ved hjælp af fælder.

Bruger man musegift inden døre, vil det meget ofte medføre, at døde mus, der ligger på utilgængelige steder, udvikler en meget ubehagelig stank, ligesom de kan blive udklækningssteder for spyfluer, flæskeklannere o.a.

Smækfælder forsynes med et passende lokkemiddel, der skal sidde godt fast på fældens udløser.

Om det er leverpostej, ost, franskbrød eller pølse er normalt underordnet. Man skal ikke spare på antallet af fælder, og de anbringes bedst vinkelret ud fra vægge og paneler, med udløseren ind mod væggen, hvor musene helst færdes.

Der er ingen grund til at skolde fælden efter brug for at fjerne lugten, men naturligvis skal man tilse sine fælder med passende mellemrum.