Fjer- og pelslus
Latin: Mallophaga
Hundepelslus
Pelslus
Disse dyr ligner de ægte lus, men deres hoveder er en del bredere og de er ikke blodsugere. De lever af at gnave af pelsen eller fjerene og af overhuden.
Æggene klæbes fast til fjerene eller pelsen, og hele udviklingen fra æg til voksen tager kun et par uger. De er så afhængige af det fugtige, varme klima nær huden, at de kun kan overleve i få timer, efter at dyret er dødt.
Hunden og katten har hver sin specielle pelslus, henholdsvis Tricodectes canis og Felicola subrostratus. Øjensynligt virker de noget irriterende, idet dyret ustandselig klør sig.
Også burfugle kan blive inficeret med fjerlus, og udover at det nedsætter deres velbefindende, bliver fjerdragten glansløs og forpjusket.
Mange fugle prøver i naturen at slippe af med plageånderne ved at tage støvbade, men det lader sig jo sjældent gøre, når det drejer sig om burfugle. Her må man bruge et af de insektmidler, som fås til dette formål.
Pelslusene kan kendes fra sugelusene på, at deres hoveder er bredere i forhold til kroppen.
Om forfatteren til ovenstående indhold fra bogen:
Skadedyr i hus og hjem
Henri Mourier
Cand.scient i biologi fra Københavns Universitet (1955 - 1962).
Ledende biolog hos Statens Skadedyrslaboratorium (1962 - 2000).
Forfatter til bøger og artikler:
- "Skadedyr i Hus og Hjem"
- "Væggelus, stik og kløe"
- "Skadedyr i Levnedsmidler"
- "Husets Dyreliv"
- "Skadedyr i Træ"
- "Stuefluen"
» Læs mere om Henri Mourier på Pestium.dk
» Læs mere om Henri Mourier på Wikipedia.org