(Latin: Leptura rubra)
Den røde blomsterbuk er let at kende på sine smukke rød-gullige farver. Hunnerne lægger deres æg i fugtigt nåletræ, ofte i stød eller døde grene. Larverne lever udelukkende i splinten og er normalt to år om deres udvikling.
Optræder billerne indendørs, skyldes det tit, at de er kommet tilfældigt flyvende fra en nærliggende skov, men de kan også klække fra fugtige stolper, plankeværker eller fra fugtskadet tømmer. Nåletræsbrænde, som f.eks. har ligget i bunden af en stak, kan også være arnestedet.
Spor
Flyvehullerne er runde med en diameter på 5-8 mm. Larvegangene er nærmest ægformede i tværsnit, og boremelet er ret fast pakket.
Betydning
De røde blomsterbukke angriber kun træ, som i forvejen er beskadiget af fugt og råd, men de får ødelæggelserne til at accellerere.
Forebyggelse og bekæmpelse
Alle foranstaltninger, som forebygger rådskader, forebygger også angreb af røde blomsterbukke. Det angrebne træ er normalt modent til udskiftning. Lettere angreb kan bekæmpes med et middel med virkning overfor såvel råd som insekter.