Menneskeloppe

Menneskeloppen er blevet sjælden, det er ikke som i gamle dage, hvor den var fast følgesvend hos både høj og lav. Dengang havde fornemme damer ligefrem et kunstfærdigt udskåret elfenbensrør på barmen med honningvædet vat indeni. Meningen var så, at lopperne skulle krybe derind, så man nemt kunne slå dem ihjel. De fine, løse pelskraver, som damerne bar fungerede også som loppefangere.

Menneskeloppen er også fundet hos svin og ræv, så fanger man en menneskeloppe kan det skyldes, at man har været i en svinestald eller nær en rævegrav.

Skulle man få en loppe med sig hjem, er der nu ikke større risiko for, at den skal formere sig. Vore huse er sædvanligvis alt for rene – og især for tørre – til at larverne kan klare sig.

Når man har virkelig mange lopper i huset, er det oftest dyrelopper, det drejer sig om. Især katte-og hundelopper er blevet almindelige i de senere år.

• Menneskeloppe – Større artikel fra DPIL
• Menneskeloppen – fra bogen “Væggelus, stik og kløe”