Spyflue og puppe
Latin: Calliphoridae
I de rigtigt gamle dage, før vi begyndte at opkalde månederne efter romerske kejsere, kaldte man simpelthen juli for ormemåned her på vore breddegrader. De orme, man tænkte på, var spyfluelarverne eller maddikerne, og alene det siger jo noget om, hvor stort et problem det har været for de gamle nordboer at holde kødvarerne for egen mund i den varme sommertid. De spyfluer, man oftest støder på i huse, er de kraftige, blåsorte spyfluer, f.eks. Calliphora erythrocephala, og så de lidt mindre grøntmetalskinnende guldfluer, f.eks. Lucilia sericata.
Hun-spyfluer lægger normalt deres æg (spy) på døde dyr, og lugten af kød kan tiltrække dem på flere kilometers afstand. De kan også lægge æg på andre rådnende, organiske stoffer og på ekskrementer. Æggene klækker på mindre end et døgn, og larverne borer sig straks ned i maden. De vokser meget hurtigt. Allerede efter en uges tid er de fuldvoksne, og vil så normalt forlade ådslet. Hvis larverne ikke har mulighed for at grave sig ned i jorden, kravler de langt omkring for at finde et passende sted at forpuppe sig.
Inden døre kan spyfluelarver stamme fra døde fugleunger, eller fra døde rotter eller mus. Blot én død rotte kan give føde til 4000 maddiker. Det kan måske virke ubehageligt med de kriblende larver, men til gengæld er man blevet sparet for lugtgener, der ofte er langt værre. Larverne søger væk fra lyset, så de vil oftest ende i sprækker ved panelerne eller under et gulvtæppe. Når der er gået yderligere 8-10 dage, kommer de voksne spyfluer ud af pupperne, de maser sig frem til lyset, og er snart klar til at flyve væk, parre sig og lægge æg.
Spyfluerne har, ligesom de andre fluer, været i søgelyset som overførere af sygdomme. Disse og andre smådyrs mulige rolle som smittespredere er omtalt s. 61. Spyfluelarvernes stofskifteprodukter er ikke sunde, så hvis man vil anvende kød, der er angrebet, skal man renskære det omhyggeligt forinden. Skulle der på den anden side komme et par spyflueæg eller en enkelt larve med i maden, skal man ikke gribes af panik af den grund, for de kan ikke i længere tid tåle vilkårene i vor tarmkanal.