(Latin: Chelifer cancroides)
Hvis man får fat i en stak gamle blade, som har ligget lidt klamt, kan man være så heldig at få en bogskorpion at se. Bogskorpioner har 4 par ben, og de bevæger sig lige så godt forlæns som baglæns. De ligner bittesmå skorpioner, for underkæbernes to yderste led danner et par drabelige klosakse. Når de bevæger sig omkring, holder de hele tiden klosakse op foran sig, og det er sansehår på dem, der i første række holder bogskorpionerne underrettet om, hvad der sker i omgivelserne.
Men klosaksene kan bruges til andet end til at føle med. I deres lilleputverden er bogskorpionerne grådige rovdyr, som jager mider, springhaler, støvlus og andre af de smådyr, der kommer inden for deres rækkevidde – og det er selvfølgelig klosaksene, de griber byttet med. Bogskorpionerne har også giftkirtler. De munder ud på spidsen af klosaksene, og nogle arter er åbenbart ret giftige i forhold til deres størrelse. Man har iagttaget, at de har bidt dyr, som var betydeligt større end dem selv, og dræbt byttet øjeblikkeligt. De er dog aldrig ubehagelige for mennesker. De er alt for små og kan slet ikke bide gennem huden.
Flere arter er almindelige udendørs, dem kalder man med en samlebetegnelse for mosskorpioner. De lever en skjult tilværelse under mos, mellem nedfaldne blade o.lign. Andre er almindelige på møddinger, hvor de bl.a. lever af flueæg ogsmå fluelarver. De undser sig heller ikke for at bide sig fast i de voksne fluer, når lejlighed gives. Det er ikke udtryk for storhedsvanvid. De prøver ikke at overmande den, i forhold til dem selv, kæmpestore flue. De vil blot udnytte fluen som et nemt og hurtigt transportmiddel til en ny mødding med friske flueæg og larver.