(Latin: Rhipicephalus sanguineus)
Husflåten stammer fra Afrika, men den er nu udbredt overalt i Jordens tropiske og subtropiske egne. I Europa er den almindelig i Middelhavslandene. Herhjemme dukkede dyret op i midten af tresserne med importerede hunde.Husflåten foretrækker så afgjort hunde og angriber sjældent mennesker. Ligesom skovflåten skal husflåten suge blod tre gange, før den er kønsmoden, og udviklingen fra æg til voksen kan under de gunstigste omstændigheder – ved 25-30 °C – ske på 65 dage.I tempererede områder er husflåten helt afhængig af opvarmede huse i den kolde årstid. Som følge af sin oprindelige tilpasning til meget tørre klimaer er den – i modsætning til skovflåten – i stand til at leve og forplante sig i centralopvarmede huses »ørkenklima«.
Den opsvulmede drægtige hun er knapt en cm lang, når den forlader sin vært. Selv i denne tilstand er den forbløffende mobil og tilbøjelig til at vandre opad.
De 2-4000 rødbrune æg fastklæbes i større og mindre klumper på beskyttede steder, f.eks. i hulrum i paneler, ved rørgennemføringer eller på bagsiden af skabe og billeder.
Betydning
Som nævnt er det meget sjældent husflåterne bider mennesker, men de kan overføre visse sygdomme til hunde. Bortset fra det, vil de fleste finde det uacceptabelt at have disse store mider løbende omkring i huset.
Forebyggelse og bekæmpelse
Her på vore breddegrader, hvor husflåterne er relativt sjældne, er det en god ide at undersøge sin hund særlig omhyggeligt, hvis den har været med på ferie sydpå, eventuelt behandle den med et middel godkendt til formålet.
Har man først fået indført husflåterne i sin bolig, er det meget vigtigt at foretage en grundig behandling af omgivelserne, samtidig med at hunden behandles.