Humlevoksmøl

Latin: Aphomia sociella

Humlevoksmøl

Humlevoksmøl

Humlevoksmøllet lægger sine æg i humlebiboer, eller sjældnere i gedehamsereder.

Her lever møllarverne af det organiske stof, som findes i boet hos humlebierne – af vokskrukkerne og deres indhold af blomsterstøv og honning, men de kan også forgribe sig på yngelen.

Når humlevoksmøl-larverne er fuldvoksne, udvandrer de fra boet i flok og følge.

På et beskyttet sted i nærheden danner de et fælles puppespind, i hvilket hundreder af pupper kan være spundet sammen.

Det er gerne denne kage af pupper, man finder, og den er ofte spundet så fast til underlaget, at den ligefrem er vanskelig at flå løs.

Larverne kan afstedkomme skade, når de gnaver sig ned i underlaget for at tildanne et leje for det fælles puppespind, men i øvrigt er de helt harmløse. Det er de voksne møl også. De angriber hverken tekstiler eller andet i huset.

Smørgule larver af humlevoksmøl

De smørgule larver af humlevoksmøllet kravler på kuldets fællesspind af puppekokoner. De har gnavet sig ned i en hvid skumplastplade.

Om forfatteren til ovenstående indhold fra bogen:
Skadedyr i hus og hjem

Henri Mourier
Cand.scient i biologi fra Københavns Universitet (1955 - 1962).
Ledende biolog hos Statens Skadedyrslaboratorium (1962 - 2000).

Forfatter til bøger og artikler:
- "Skadedyr i Hus og Hjem"
- "Væggelus, stik og kløe"
- "Skadedyr i Levnedsmidler"
- "Husets Dyreliv"
- "Skadedyr i Træ"
- "Stuefluen"

» Læs mere om Henri Mourier på Pestium.dk
» Læs mere om Henri Mourier på Wikipedia.org