En af de svagheder hos giftstofferne, som hurtigt viste sig, er, at dyrene kan udvikle modstandsdygtighed (resistens) overfor dem. Det er ikke sådan, at det er det enkelte individ, som bliver modstandsdygtigt. Egenskaben kan fremavles, fordi der indenfor et så stort antal individer, som f.eks. en insektbestand består af, findes en mængde kombinationer af artens arvelige egenskaber, og heriblandt også ofte nogle, som giver større eller mindre modstandsdygtighed overfor den gift, man bruger.
Resistensen kommer altså i stand ved normal udvælgelse, sådan at det hele tiden er de individer, der tåler giften bedst, som klarer sig. Det bliver altså dem, der sætter mest afkom i verden, og derved bliver det deres egenskaber, som overlever.
Denne modstandsdygtighed betyder dog ikke, at dyrene i andre henseender er de »gamle« typer overlegne. Når de klarer sig så godt, skyldes det blot, at vi ved vore giftbehandlinger så at sige reserverer pladsen kun for dem.
Resistensen gælder normalt kun den specielle gift, man har anvendt, eller gifte fra samme gruppe af giftstoffer, og man kan i første omgang klare problemerne ved at benytte bekæmpelsesmidler af en anden sammensætning. Men for nogle arters vedkommende, f.eks. stuefluer og malariamyg, er man efterhånden ved at have opbrugt mulighederne.
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"