Lyde

I mange tilfælde vil det være gennem høresansen, vi får det første varsel om, at der er uønskede gæster i huset. De fleste har vel oplevet at blive holdt vågen af en emsig mus, som prøver at gnave sig igennem panelet, eller har hørt dem lege tagfat på loftet.

Rotter vil i kraft af deres størrelse gøre sig endnu mere bemærket, og de har desuden en ret støjende vane med om natten at slæbe omkring med større genstande, hvilket ligefrem kan have bestyrket troen på poltergeister.

At det er rotter og ikke spøgelser, det drejer sig om, røbes dog ofte af de skrig og hvin, som ledsager de mange indbyrdes små stridigheder indenfor flokken.

En husmår på loftet larmer, i kraft af sin størrelse, så meget, at der sjældent er tvivl om identifikationen. Især er det galt, hvis det drejer sig om en hun med et kuld store, legelystne unger.

Måren gnaver ikke, så er der tydelige gnavelyde, drejer det sig uden tvivl om mus eller rotter.

Flagermus vil ofte give sig til kende ved kradselyde og små hvin, når de om dagen kryber omkring på deres hvilesteder og derved kommer til at forstyrre hinanden.

Man vil især kunne høre dem hen imod solnedgang, hvor de for alvor vågner og forbereder sig til at flyve ud.

Men også mange af de mindre dyr røber sig ved deres lyde. Man behøver her blot at tænke på den irriterende summen af en myg i det mørke soveværelse, eller spyfluer og gedehamse, som man også normalt hører, før man får øje på dem.

Boer af gedehamse – og det gælder for øvrigt også humlebier og forvildede honningbier – giver sig til kende døgnet rundt med stadige summelyde.

Det kan i nogle tilfælde lyde næsten som et snorkende dyr. Hvis man prøver at vække »dyret« ved at dunke på væggen, vil den stærkt øgede summen dog røbe, at det er et insektbo, det drejer sig om.

Det endelige bevis får man, når man ser efter udefra, idet der normalt om dagen vil være en livlig trafik til og fra boet.

Den mest støjende blandt vore indendørs insekter er dog uden tvivl husfårekyllingen, hvor hannerne i timevis kan opføre veritable sangerdyster fra hver deres foretrukne krog, og uheldigvis mest om natten.

Deres sang har dog den fordel, at man får et fingerpeg om, hvor man især skal sætte ind med en bekæmpelse. Det vil normalt være på lune steder i fyrrum, ved varmeapparater o.lign.

Hos træskadedyrene er det især de store larvers gnavevirksomhed, man hører. Lyden kan nærmest lignes ved lyden af en negl, der skraber mod en ru træflade.

Træhvepse-larver kan undertiden gnave så højlydt, at det kan forveksles med lyden af musegnav. Af træbukke er det især larverne af violbuk og bøgebuk – der jo begge lever helt ude under barken – man vil kunne høre gnave.

Violbukken er især almindelig i barkkanter på f.eks. tagtømmer, mens bøgebukken findes i pejsebrænde af birk eller bøg. Men også husbukke, som de to andre arter ofte bliver forvekslet med, kan høres som larver. Det gælder især på varme sommerdage, hvor larverne er mest aktive og ædelystne. Normalt æder en larve i 5-10 minutter hver time og er i ro resten af tiden.

Gnavelyde kan være en værdifuld hjælp, når man skal afgøre, om et angreb endnu er levende, noget som kan være vanskeligt ud fra de synlige skader alene. Der er ligefrem konstrueret et specielt lytteapparat til dette formål, men på et stille loft er lyden tydelig, også uden brug af hjælpemidler.

Den store egens borebille, som lever i egetømmer, giver sig også til kende ved særlige lyde. De tikkende lyde høres især om natten, når der er ro i huset og har givet hele billegruppen tilnavnet dødningeure, fordi man tidligere tog varsler af dem.

Lydene fremkommer ved at de voksne biller – i hurtige serier – slår forbrystet mod underlaget. Både hunner og hanner benytter sig af disse lydsignaler, som nok tjener til at lede kønnene frem til hinanden.

Også nogle af de arter støvlus, som kan leve indendørs, kan give bankelyde fra sig. Det gælder især den vingede boglus. Her er det også begge køn, som kalder på hinanden på denne måde, og lyden frembringes ved, at de slår bagkroppen mod underlaget.

For at forstærke lyden, søger de hen på steder med f.eks. løst tapet, hvor underlaget giver god resonnans, og har de fundet et sådant »trommeskind«, er de ikke meget for at flytte sig.

I ethvert hus findes der et utal af lyde, og de fleste er man da heldigvis umiddelbart i stand til at finde en rimelig forklaring på.

Undertiden kan disse dog optræde med en sådan tidsmæssig regelmæssighed eller være så lokalt begrænsede, at man er tilbøjelig til at tro, det må dreje sig om et dyr.

I mange tilfælde viser det sig dog, at lydene i virkeligheden stammer fra spændinger på grund af temperaturændringer i centralvarme-systemets rør eller fra træværk, som arbejder i takt med døgnets temperatursvingninger, og så er det blikkenslageren eller anden håndværker, man skal have fat i.

Når en røgalarm er ved at løbe tør for batteri, giver den en pippende advarselstone fra sig. Lyden skaber i en del tilfælde mistanke om, at der sidder en fårekylling eller et andet pippende dyr i en krog i huset.