Latin: Lasius niger
Den myreart, man ser mest til på terrasser og inden døre, er den sorte havemyre. Den bor i jorden, helst under sten eller fliser, og den kan slå sig ned inde under selve huset. Etplanshuse, der er støbt direkte på jorden, er særlig velegnede set fra et myreperspektiv. Myrerne bygger rede i isoleringslaget, og kan herfra trænge op i beboelsen gennem de revner, der uvægerlig kommer i betonen.
Den sorte havemyre kan også bygge i mørt træværk (se s. 141). I naturen vil havemyrerne opsøge blomsternes nektar og det, der poetisk kaldes honning-dug, og som jo i virkeligheden er de sukkerholdige ekskrementer af bladlus. Har man sorte havemyrer i sit hus, vil man hurtigt opdage, at det især er de søde sager, de går efter. En klat syltetøj eller en wienerbrødskrumme skal ikke ligge ret længe, før karavaner af myrer dukker op på tilsyneladende mystisk vis.
Men selvfølgelig er der ikke mystik ved det. Arbejdermyrerne kan trave langt omkring, når de leder efter føde, og finder en af dem noget godt, kan den fortælle det til sine fæller. Det sker dels ved at den klapper dem med antennerne, og dels ved at den fodrer dem med det, den har fyldt i sin kro. Snart er en lang karavane på vej til stedet, idet den følger et duftspor, som den heldige finder har udlagt.
Betydning
Det kan være generende at have myrer i køkkenet, men de gør ingen skade i en almindelig husholdning.
Forebyggelse og bekæmpelse
Det er ikke muligt at forbygge, at en myrefamilie slår sig ned i eller under huset. Bekæmpelsen kan være vanskelig, hvis boet befinder sig under huset. Forgiftet lokkemad, f.eks. honning med boraks, er en mulighed, Spærrebælter af giftlak kan være effektive. Har man lokaliseret boet, vil en pudring eller vanding med myregift normalt være den bedste metode.