I modsætning til honningbierne, hvor det jo er hele samfundet, der overvintrer – er et humlebi-samfund kun etårigt. Hen på efteråret dør alle arbejder-humlebierne. Det er kun nogle unge dronninger fra hvert bo, der, efter at have parret sig, går i dvale og redder slægten gennem den kolde tid.
De humlebier, som man allerede i marts måned kan se brumle lavt, søgende hen over jorden, er netop sådanne unge dronninger, som er kommet frem fra deres vinter-gemmesteder, og er ude for at finde sig et passende sted til at grundlægge et nyt samfund.
Vi har her i landet en halv snes forskellige arter af humlebier. De fleste bygger helst deres bo i jorden. Det kan være i en forladt muserede, eller i en hulhed mellem sten i et stendige, men en tom mejsekasse, en isoleringsmåtte på et loft eller i en krybekælder, kan også bruges. De arter, som oftest slår sig ned i huse, er stenhumlen, Bombus lapidarius, og hushumlen, Bombus hypnorum. Når humle-dronningen først har bestemt sig for et sted, går hun i gang med at indrette reden. Er hulrummet for lille, så udvider hun det – til knytnævestørrelse – og hun isolerer det med tørre plantetrævler, med mos eller musehår. Af voks bygger hun et par små krukker på størrelse med fingerbøl, en til forråd og en til at lægge æg i. Larverne, der klækker nede i vokskrukken, bliver fodret af dronningen, som altså også har nok at gøre med at hente blomsterstøv og nektar.
Når larverne har ædt sig fuldvoksne, forpupper de sig, og nogle dage senere kommer årets første arbejder-humlebier på vingerne. De er tit meget små, simpelthen fordi deres moder, dronningen, ikke har kunnet overkomme at hente tilstrækkeligt med føde til dem. De træder nu hjælpende til med byggearbejdet, og med at samle forråd, mens dronningen mere og mere helliger sig æglægningen.
Hen på sommeren er et humlebi-bo et tilsyneladende ret rodet foretagende, med forrådskrukker og larvekamre blandet mellem hinanden. Man finder slet ikke de regelmæssige celler og den orden, som ses hos honningbierne, og i øvrigt er humlebisamfundene heller ikke ret store, højst på en 500 medlemmer. Udover at være pæne og hyggelige er humlebierne nyttige. De er vigtige som bestøvere af mange frugttræer og frøafgrøder.
Der er altså al mulig grund til at behandle humlebierne godt, og der er ingen særlige gener ved at have dem boende i sit hus. Humlebier er så skikkelige, at mange tror, de ikke kan stikke. Det er nu ikke rigtigt, men de skal generes kraftigt, før de prøver på det.
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"