(Latin: Acheta domesticus)
Husfårekyllingen er nært beslægtet med græshopperne, og har ligesom disse det bageste par ben udviklet som springben. De voksne fårekyllinger er ca. 2 cm lange, lyst gråbrune med sorte tegninger på bryst og hoved. De har to par vinger, hvoraf det bageste bruges til at flyve med. Slår man op i et ældre leksikon, står der som oftest, at fårekyllingen lever i bagerier, og det var da også det typiske tilholdssted før i tiden, men i vore dage er det mere i varmekanaler og i panelet bag varmeapparater, de holder til. De hygger sig også i bryggerset ved oliefyret, og deres stadige pipperi har været skyld i, at ikke så få oliefyr er blevet skilt ad, fordi man troede, at der var gået et leje i stykker.
Fårekyllinger optræder af og til i nybygninger, hvilket antagelig skyldes, at byggepladsen yder dyrene gode muligheder for skjul og føde, og at de halvfærdige huse er lette at trænge ind i. Det er også muligt, at dyrene i nogle tilfælde kan komme ind med bygningsmaterialerne eller med deres emballage. I Danmark kan husfårekyllingerne ikke klare sig i naturen. De må indendørs om vinteren for at få det tilstrækkeligt varmt. På lossepladser og i kompost, hvor affaldet udvikler gæringsvarme, kan de dog klare sig året rundt.
En sådan elskovssyg fårekylling kan synge i timevis. En ihærdig zoolog har engang talt op, at en fårekylling på godt 4 timer pippede ikke mindre end 42.000 gange. Det er der ikke ret mange, der holder til herhjemme, men i det gamle Kina blev fårekyllingernes sang værdsat så højt, at kejserhoffets damer havde små guldbure med fårekyllinger stående ved hovedpuden for at kunne falde i søvn til deres sang.
Fårekyllingerne kan ernære sig af næste alle slags organisk stof. De foretrækker bløde, henfaldende plantematerialer, men de kan også leve af ådsler og af andre insekter. I det store og hele må det dog siges, at fårekyllinger er ganske harmløse husdyr.