Husfårekylling

(Latin: Acheta domesticus)
Husfårekyllingen er nært beslægtet med græshopperne, og har ligesom disse det bageste par ben udviklet som springben. De voksne fårekyllinger er ca. 2 cm lange, lyst gråbrune med sorte tegninger på bryst og hoved. De har to par vinger, hvoraf det bageste bruges til at flyve med. Slår man op i et ældre leksikon, står der som oftest, at fårekyllingen lever i bagerier, og det var da også det typiske tilholdssted før i tiden, men i vore dage er det mere i varmekanaler og i panelet bag varmeapparater, de holder til. De hygger sig også i bryggerset ved oliefyret, og deres stadige pipperi har været skyld i, at ikke så få oliefyr er blevet skilt ad, fordi man troede, at der var gået et leje i stykker.

Fårekyllinger optræder af og til i nybygninger, hvilket antagelig skyldes, at byggepladsen yder dyrene gode muligheder for skjul og føde, og at de halvfærdige huse er lette at trænge ind i. Det er også muligt, at dyrene i nogle tilfælde kan komme ind med bygningsmaterialerne eller med deres emballage. I Danmark kan husfårekyllingerne ikke klare sig i naturen. De må indendørs om vinteren for at få det tilstrækkeligt varmt. På lossepladser og i kompost, hvor affaldet udvikler gæringsvarme, kan de dog klare sig året rundt.

Fårekyllingen har fået sit navn på grund af sin sang, som godt kan ligne kyllingepippen. Forstavelsen er afledt af det oldnordiske ord får, der betyder skade eller varsle ondt, og det kommer af, at man i gamle dage tog varsler af sangen. Dyret er et gammelt, velkendt »husdyr«, og det indgår da også i mange gamle fabler og eventyr. Jesper fårekylling er dog vistnok en markfårekylling – en af de udendørs arter, der er almindelige længere sydpå. Det er kun han-fårekyllingen, der synger, og den gør det især for at lokke hunnerne til. Hannerne sidder på hver sit faste opholdssted og synger løs ved at gnide dækvingerne mod hinanden. Hannerne har også en kort, aggressiv pippen, hvis andre hanner prøver på at trænge ind på deres område.

En sådan elskovssyg fårekylling kan synge i timevis. En ihærdig zoolog har engang talt op, at en fårekylling på godt 4 timer pippede ikke mindre end 42.000 gange. Det er der ikke ret mange, der holder til herhjemme, men i det gamle Kina blev fårekyllingernes sang værdsat så højt, at kejserhoffets damer havde små guldbure med fårekyllinger stående ved hovedpuden for at kunne falde i søvn til deres sang.

Fårekyllingerne kan ernære sig af næste alle slags organisk stof. De foretrækker bløde, henfaldende plantematerialer, men de kan også leve af ådsler og af andre insekter. I det store og hele må det dog siges, at fårekyllinger er ganske harmløse husdyr.