Da vi skrev den første udgave af denne bog var baggrunden, at det sommetider var besværligt at få råd og vejledning om dyrene. Man sendte dyr ind med posten og modtog nogle dage en af skadedyrlaboratoriets mange vejledninger, der gav svar på det meste. Eller man ringede til laboratoriet og – ofte efter en lang venten i telefonkøen – fik man en konsulent i røret og kunne fortælle om sit problem og beskrive hvordan dyrene så ud. I dag er det blevet enklere.
Man behøver sjældent at sende dyr med posten, men kan sende et billede som vedhæftet fil på e-mail. Vejledninger om de almindeligste dyr ligger allerede på Nettet og langt flere institutioner og firmaer tilbyder hjælp og rådgivning over internettet.
Selv om der ikke længere er et centralt sted, hvor man henvender sig med spørgsmål om skadedyr, er behovet for at få et overblik stadig stort. Vi har i denne udgave opdateret bogens indhold med nogle af de ændringer, der er sket inden for området siden den første udgave og håber, at bogen fortsat kan være til nytte for de mange, der vil vide noget om dyr, der stikker og bider os her i landet.
Februar 2014
T.E. Hallas & H. Mourier
Vi har ladet os inspirere af det store arbejde med at lancere “Skadedyr i hus og hjem” som online-udgivelse. Det betyder, at vi nu kan præsentere endnu en publikation, “Væggelus, stik og kløe”. De klassiske bøger fortjener at blive præsenteret samlet. Det er nu muligt at sammenholde de to opslagsværker og søge på tværs af bøgerne via søgefunktionen på hjemmesiden.
Igennem arbejdet med at publicere bøgerne har jeg haft mange samtaler med bøgernes oprindelige forfattere. Det var været både spændende og inspirerende. Al faglighed er nu samlet her og fuldendes med “Skadedyr i levnedsmidler”. Tak for jeres interesse i projektet og ikke mindst bistand med evaluering af projektet.
April 2014
Tommy Egebjerg Hansen