
Psycoda alternata
De små, mørke myg, som man ser kravle omkring på vægge og kummer i badeværelser og på toiletter, kaldes for sommerfuglemyg, på grund af deres overfladiske lighed med ganske små sommerfugle.
Deres vinger er forholdsvis store og hårede, men i øvrigt er de ikke særlig fremragende flyvere. De bevæger sig i en blød, hoppende flugt, eller vandrer simpelthen omkring. Myggene lægger æg i det slam, som samler sig i vandlåse og afløb. I denne slambelægning, der skal være konstant fugtig, men ikke til stadighed vanddækket, lever larverne af henfaldende organisk stof, bakterier, alger og svampe. Sommerfuglemyg er måske irriterende at have som husdyr, men de stikker ikke og gør ingen skade. I rensningsanlæggenes slamfiltre anses de for at være nyttige, fordi larverne her er med til at omsætte det organiske stof.
Sommerfuglemyggene bekæmpes bedst ved, at man fjerner den slambelægning, som som larverne lever i. Skoldning af vandlåsen eller afløbet med koghedt vand tilsat soda kan være en effektiv måde at gøre det på.
En udvokset sommerfuglemyg er ca. 5,5 mm. i udstrakt vingespand.