(Latin: Lasius flavus, Lasius umbratus og Lasius mixtus)
Nogle arter af bleg-gule, træge myrer kan af og til slå sig ned i huse.
De gule myrer lever i store underjordiske samfund. Fra rederne fører meterlange gange ud til planterødder, hvor de holder rodlus, en slags bladlus, som suger på rødder.
De lever overvejende af rodlusenes sukkerholdige ekskrementer.
Spor
De gule myrer lever skjult og underjordisk, så normalt ser man dem ikke. Sværmningen sker fra juli til august, og i denne periode kan man opleve, at de vingede myrer kommer op i tusindvis. Det første tegn på deres tilstedeværelse vil være grus, som graves op ved panelerne eller en mørkfarvning af et område af trægulvet over reden. De gule myrer kan bygge svampeagtige reder, som minder om orangemyrernes, men er lysere og sprødere. De bygges af sammentrygget træ, plantefibre, sandkorn m.m.
Betydning
De gule myrer graver store mængder materiale op fra grunden, oggrus og jord kan komme i kontakt med undersiden af gulvkonstruktionen. Træet bliver fugtskadet og mørner efterhånden i forbindelse med den fugtighed, myrerne selv producerer. Myrerne kan også gnave gange i træet og efterhånden udhule det.
Forebyggelse og bekæmpelse
Forebyggelse er ikke mulig. Det ødelagte træ må lokaliseres og fjernes, og tilstødende træværk behandles med et flydende træbeskyttelsesmiddel med virkning over for insekter og svamp.