Skimmelbiller er samlebetegnelse for adskillige arter af små biller, som har en nogenlunde ens levevis. Både de voksne skimmelbiller og deres larver lever overvejende af mug og skimmel. Man kan finde dem i kældre, udhuse og lagerrum, hvor luft-fugtigheden er tilstrækkelig høj, og det er ikke ualmindeligt, at billerne forekommer i nye huse, inden væggene er gennemtørre. I øvrigt kan der i selv et nok så tørt hus lokalt opstå levemuligheder for skimmelbiller. F.eks. kan der bag et skab, som er anbragt op mod en kold ydermur, blive så fugtigt, at skimmel og dermed skimmelbillerne kan trives på væggen og skabets bagside.
Fugtigt korn, hø eller halm kan give anledning til masseopvækst af skimmelbiller.
Skimmelbillerne ødelægger normalt ikke noget, men de kan dog af og til beskadige fødevarer som f.eks. tørret frugt.
Den eneste rationelle metode til bekæmpelse af skimmelbillerne må være at gøre omgivelserne så tørre, at deres føde – mug og skimmel – forsvinder.