Frømøl
Latin: Hofmannophila pseudospretella
Frømøl og larve
Frømøllet er ret stort sammenlignet med det almindelige klædemøl – op til 1,5 cm langt.
Et hun-frømøl kan under gunstige vilkår lægge 5-600 æg og larverne kan leve i mange forskellige slags ting. Som det danske navn antyder, kan de findes på kornlofter og frølagre, og de kan angribe alle former for plantestoffer.
Det er nu især som tekstil-skadedyr de gør sig bemærkede, og de store og grådige larver kan anrette betydelig skade.
Larverne findes ofte i fuglereder, hvor de lever af foderrester og af selve redematerialet. Fra fuglereder under taget kan de voksne møl forvilde sig indendørs, så enkelte frømøl vil man kunne se med mellemrum i ethvert hus.
Larverne er imidlertid meget følsomme for udtørring. Hvis luftfugtigheden konstant er under 80 %, kan de ikke gennemføre deres udvikling. Det vil derfor udelukkende være i fugtige rum, f.eks. i kældre, at de kan anrette skade.
Væg til væg-tæpper lagt ud til klamme ydermure angribes ofte af frømøl. Hvis kårene bliver ugunstige, kan larvens udvikling gå helt i stå i en periode.
Den går over i en hvilefase, som kan være en følge af lave temperaturer eller af lav fugtighed, og aktiviteten genoptages først, hvis forholdene igen bliver fordelagtige.
Puppestadiet tilbringes i en torpedoformet, brunlig kokon.
Frømøllarver har gnavet i en læderrem på et fugtigt magasin.
Om forfatteren til ovenstående indhold fra bogen:
Skadedyr i hus og hjem
Henri Mourier
Cand.scient i biologi fra Københavns Universitet (1955 - 1962).
Ledende biolog hos Statens Skadedyrslaboratorium (1962 - 2000).
Forfatter til bøger og artikler:
- "Skadedyr i Hus og Hjem"
- "Væggelus, stik og kløe"
- "Skadedyr i Levnedsmidler"
- "Husets Dyreliv"
- "Skadedyr i Træ"
- "Stuefluen"
» Læs mere om Henri Mourier på Pestium.dk
» Læs mere om Henri Mourier på Wikipedia.org