Lysolbille

Latin: Tribolium destructor

Lysolbille

Lysolbille

Denne bille ligner en lille udgave af melbillen, og dens larver ligner små melorme. Den kendes fra rismelbillerne på sin mørke, næsten sorte farve.

Den stammer vistnok fra det tropiske Afrika og har herfra bredt sig med varer til store dele af verden.

I Danmark opdagede man den første gang i 1943, men nu er den almindelig i hele landet. Navnet har den fået, fordi billen udskiller et stof med en lysolagtig lugt, som hænger ved de angrebne varer.

Hvis man maser en lysolbille mellem fingrene kan man tydeligt lugte stoffet. En lysolbille-hun kan lægge ca. 1000 æg i sin levetid. Æggene lægges i mel eller gryn, eller i varer som brød, kiks, makaroni eller fuglefrø, og den har en enestående evne til at finde frem til selv de mindste mel- og grynrester.

I et normalt opvarmet køkken tager udviklingen fra æg til voksen bille omkring 3 måneder.

De voksne biller har en utrolig vandrelyst, og man kan derfor træffe dem langt fra køkkenet.

Ved en temperatur under 13 °C går æglægning og larveudvikling helt i stå. Lysolbillen kan blive mere end 3 år gammel og i øvrigt leve i månedsvis helt uden føde.

Lysolbiller i havregryn

Lysolbiller i havregryn

Om forfatteren til ovenstående indhold fra bogen:
Skadedyr i hus og hjem

Henri Mourier
Cand.scient i biologi fra Københavns Universitet (1955 - 1962).
Ledende biolog hos Statens Skadedyrslaboratorium (1962 - 2000).

Forfatter til bøger og artikler:
- "Skadedyr i Hus og Hjem"
- "Væggelus, stik og kløe"
- "Skadedyr i Levnedsmidler"
- "Husets Dyreliv"
- "Skadedyr i Træ"
- "Stuefluen"

» Læs mere om Henri Mourier på Pestium.dk
» Læs mere om Henri Mourier på Wikipedia.org