Der er meget, som tyder på, at stuefluen oprindeligt har udviklet sig i Afrika, men i dag er den udbredt som menneskets følgesvend over hele kloden. I Nordeuropa har stuefluen ikke kunnet få fodfæste, før det blev almindeligt at holde husdyrene på stald om vinteren, hvilket vel ikke skete før begyndelsen af jernalderen, ca. 400 f.Kr. Stuefluelarverne lever i gødning, men de kan også udvikle sig i køkkenaffald og lignende ting. En hunstueflue kan lægge 1000 æg, og under de gunstigste betingelser, det vil sige ved en temperatur på omkring 30 °C, tager hele udviklingen, fra ægget er lagt til fluen klækker, kun 7 døgn.
Betydning
Stuefluerne udgør et miljøproblem i forbindelse med husdyrproduktion. Dels er de potentielle smittespredere, dels generer de dyrene og skaber et dårligt arbejdsmiljø i stalden, og endelig opstår der jævnligt problemer, når de breder sig til naboerne. Der er ingen grund til bekymring, fordi der kravler et par fluer i sukkerskålen. I en almindelig husholdning spiller de næppe nogen større rolle som smittespredere i forhold til andre smitteveje. Men de er irriterende, og sværme af fluer overalt på mennesker og madvarer virker ubehageligt på de fleste.
Forebyggelse og bekæmpelse
Forebyggelsen må i første række baseres på en god hygiejne, hvor gødning og andet affald ikke får lov til at ligge udsat for fluernes æglægning. Bekæmpelsen i stalde er stadig i høj grad baseret på kemiske midler, sprøjtemidler til de voksne fluer og vandemidler til bekæmpelse af larverne i gødningen. Men biologiske metoder er ved at vinde frem. Snyltehvepse, som angriber fluepupperne, og gyllefluer ,hvis larver æder stuefluelarver, kan købes til fluebekæmpelse.
Men biologiske metoder er ved at vinde frem. Snyltehvepse, som angriber fluepupperne, og gyllefluer, hvis larver æder stuefluelarver, kan købes til fluebekæmpelse. Carcinops optræder ofte i stort antal i gødninger, især i hønsehuse. Det er grådige rovdyr, som bidrager til at holde fluerne nede.
Stuefluer som transportører
Undertiden kan man på stuefluer se forskellige smådyr, der hager sig fast til deres krop eller ben. Forskellige mider kan på denne måde lade sig fragte fra sted til sted af de mere mobile fluer, ligesom bogskorpioner (s. 163) kan benytte dette transportmiddel. Det drejer sig i alle tilfælde om arter, som lever i de møddinger, hvorfra fluerne er klækket, og de slipper normalt først taget i fluen, når de på ny er kommet til et »hjemligt« sted. Der er derfor ingen fare for, at de kan blive et problem inden døre.