Mekaniske. I det daglige er støvsugeren uden tvivl det vigtigste redskab i skadedyrsbekæmpelsen. Det gælder både i private huse og i erhvervsvirksomheder. Dels dræbes og fjernes mange smådyr direkte ved støvsugningen, dels har den en forebyggende virkning. Som omtalt »opstår« smådyr ikke af snavs, men mange af dem trives trods alt bedre, hvor støvet ligger tæt. Tæppebankning forebygger og bekæmper mølangreb, og fluesmækkeren kan være et rimeligt våben, hvis det drejer sig om at nedkæmpe enkelte myg eller fluer. Mange skadedyrsproblemer i fødevarer løses, fordi varen på et tidspunkt skal formales, presses eller på anden måde behandles så voldsomt, at dyrene slås ihjel. Der findes på markedet maskiner, der ved hårdhændet centrifugering dræber insekter og mider i mel.
Udtørring. Mange af vore »husdyr« kan leve i ret tørre omgivelser, men mider, støvlus, skimmelbiller og frømøl er afhængige af fugtige omgivelser. De bekæmpes nemmest ved at udtørre lokaler og varer. Kemisk bekæmpelse af disse dyr vil i øvrigt sjældent nytte ret længe, hvis fugtigheden ikke samtidig nedbringes.
Ugiftige puddermidler. Kiselgur og andre former for finkornet mineraljord har været brugt til insektbekæmpelse siden oldtiden. De gamle romere blandede fint landevejsstøv i det korn, som skulle oplagres. De fine, skarpe partikler i pudderet ridser insekternes beskyttende vokslag, så de taber vand og dør af udtørring.
Varme. Insekter er følsomme for høje temperaturer. Hvis de blot varmes op til 55 °C i en time dræbes de, og det gælder både æg, larver og voksne. Det vil f.eks. sige, at kogning af tøj vil dræbe alt »utøj« i det, ligesom opvarmning af fødevarer eller træværk kan være en rimelig bekæmpelsesmetode.
Kulde. Ved temperaturer under +10 °C hører de fleste insekter op med at bevæge sig, deres udvikling går i stå, og de lægger ikke æg. For at dræbe dem kræves der dog normalt langt lavere temperaturer, men der er stor forskel på de forskellige arters tolerance. De insekter, som er tilpasset et tempereret eller arktisk klima, tåler meget lave kuldegrader om vinteren. Nu er det imidlertid så heldigt, at en meget stor del af vore hus- og lagerskadedyr er indført fra varmere himmelstrøg. De kan ikke klare sig vinteren igennem i uopvarmede rum, og de dræbes ved at komme i dybfryseren en uges tid.
Lysfælder. Mange insekter søger til lys og for de fleste af dem er det især lys med en bølgelængde, der ligger omkring den ultraviolette del af spektret, som virker tiltrækkende. Det er altså lys, som er usynligt for os. Insektfangst ved hjælp af lokkende lys har længe været praktiseret af sommerfuglesamlere, og i de senere år er man for alvor begyndt at interessere sig for egentlig insektbekæmpelse ved hjælp af lysfælder. En sådan lysfælde kan virke på flere måder. Lyset kan stamme fra el-pærer eller lysstofrør, og selve fangmekanismen kan enten bestå af en netkurv eller pose, som insekterne suges ned i ved hjælp af en ventilator, eller af en grill af tråde med høj elektrisk spænding.
Det har vist sig, at lysfælder gennemgående er meget effektive over for gedehamse. Rigtigt placeret kan de holde bagerforretninger og frugtbutikker nogenlunde fri for disse dyr. Også spyfluer og mange småfluer og myg fanges rimeligt effektivt, hvorimod lysfælder i de fleste tilfælde har været en skuffelse overfor de almindelige stuefluer i stalde. Lysfælder i en virksomhed er ikke nogen garanti mod skadedyr, men strategisk ophængt, evt. i forbindelse med et slusesystem ved indgangene, kan de mindske risikoen for at der kommer insekter flyvende ind udefra. Lysfælder, som efterses hyppigt, kan også give et fingerpeg om, hvilke dyr, der for øjeblikket flyver i lokalerne, og om der er behov for yderligere foranstaltninger. Til bekæmpelse af myg og andre irriterende insekter på terrasser, i krohaver osv. er lysfælder ikke velegnede. Man kan slå en mængde insekter ihjel ved at anbringe en sådan fælde i sin have, men man vil i de fleste tilfælde trække endnu flere til området, og blandt dem man dræber, er de fleste harmløse.
Klæbefælder. Papirstrimler med lim, evt. tilsat honning, er et godt gammelt middel til at fange fluer i køkkenet. I dag, med de stadig øgede krav om giftfri metoder, har klisterfælderne fået en renæssance. De udformes på mange udspekulerede måder, og tilsættes ofte lokkemidler, f.eks. i form af feromoner. Klæbefælder til krybende insekter, kakerlakker blandt mange andre, udformes som små pap-æsker med indgangshuller og lim i bunden. Til møl og andre flyvende insekter findes klæbefælder til ophængning. Klæbefælder til mus og rotter i form af plader besmurt med en meget kraftig lim, vil næppe blive accepteret her i landet. Generelt må man sige at klæbefælder ikke kan udrydde en bestand afskadedyr, men de kan holde bestanden nede, og de kan afsløre, hvor, og i hvor stort antal, dyrene færdes.
Andre fælder. Til at bekæmpe enkelte mus eller rotter i et hus, vil fælder ofte være det rimeligste middel.
Tiltrækkende og afskrækkende duft- og smagsstoffer. Insekter reagerer på bestemte duftstoffer ved at bevæge sig hen mod kilden eller ved at blive frastødt. Det er også bestemte smagsindtryk, som bestemmer om insektet begynder at æde eller om det vrager føden. Tiltrækkende duftstoffer kaldes attraktanter, afskrækkende repellenter. Feromoner er betegnelsen for en speciel type duftstoffer, som afgives af dyrene selv, og som udløser en bestemt adfærd hos artsfællerne. De bedst kendte feromoner er de seksualduftstoffer, som udsendes af det ene eller af begge køn, og som virker tiltrækkende på det modsatte. Attraktanter i form af syntetiske seksual-feromoner bruges i mange tilfælde til at tiltrække insekter til fælder eller til at gøre insektgift mere tiltrækkende for dem. De bedst kendte repellenter er de myggeolier, vi smører på huden for at undgå at blive stukket.
Skræmmelyde. Med mellemrum dukker der apparater op på markedet, som hævdes at kunne holde mus og rotter og andre skadedyr væk fra boligen eller afskrække stikmyg. Man har aldrig kunnet påvise nogen virkning af disse apparater.
Radioaktiv stråling. Groft sagt kan man påvirke insekter på tre måder ved radioaktiv stråling: En relativ svag dosis vil forøge antallet af ænstråling. Groft sagt kan man påvirke insekter på tre måder ved radioaktiv stråling: En relativ svag dosis vil forøge antallet af ændringer i de arvelige egenskaber (mutationer), en noget kraftigere vil sterilisere dem, og en virkelig kraftig dosis virker dræbende. Man har med succes bekæmpet insektbestande ved at udsætte steriliserede hanner i så store mængder, at alle hunnerne parrede sig med dem og altså lagde ubefrugtede æg; men metoden er næppe velegnet, når det drejer sig om de indendørs skadedyr. Radioaktiv stråling bruges visse steder til bekæmpelse af kornskadedyr, men metoden er sjældent økonomisk forsvarlig, bl.a. fordi der skal en stor strålings-dosis til at dræbe et insekt. Det kan tåle 500 gange mere end et menneske. Mikroorganismer er endnu mindre følsomme for stråling af denne art end insekter og mider. De doser, der anvendes ved egentlig sterilisering af fødevarer og udstyr, vil derfor med sikkerhed dræbe alle stadier af skadedyr.
Biologisk bekæmpelse i form af udsætning af rovdyr, parasitter eller sygdomsfremkaldende mikroorganismer, som holder skadedyrene nede, kan være en meget effektiv bekæmpelsesmetode i væksthuse og i land- og skovbrug. Også de indendørs skadedyr har deres naturlige fjender, og muligvis kan de udnyttes mere effektivt, end det gøres i dag. Problemet er imidlertid, at kravet indendørs ofte vil være en hurtig og fuldstændig bekæmpelse, mens de naturlige fjender normalt kun vil være i stand til at holde skadedyrs-bestanden nede på et vist niveau. I mange indendørs situationer vil det ikke være acceptabelt at udsætte dyr, selvom de æder skadedyrene, men i stalde, til fluebekæmpelse, har biologisk bekæmpelse i nogle tilfælde vist sig som et godt alternativ til de kemiske midler.
Kemiske midler. Da de moderne insektgifte kom frem i begyndelsen af 40’erne – DDT var det første – var optimismen stor. Midlerne var effektive Kemiske midler. Da de moderne insektgifte kom frem i begyndelsen af 40’erne – DDT var det første – var optimismen stor. Midlerne var effektive.
Puddermidlerne er den billigste og mest effektive type bekæmpelsesmidler overfor krybende og kravlende dyr. Det er simple blandinger af relativt små mængder insektgift og et bærestof, som kan være mineralstøv, talkum eller stivelse. Puddermidlerne kan bruges til behandling af gulve, hvor insekterne færdes, og de er navnlig velegnede til indblæsning i utilgængelige hulrum. Sprøjtemidler. De egentlige sprøjtemidler udbringes under lavt tryk, uden tågedannelse, normalt ved hjælp af hånddrevet sprøjtemateriel. De anvendes til båndsprøjtninger, hvor man etablerer giftige bælter omkring dyrenes tilholdssteder, og til behandling af tekstiler og træ.
Forstøvningsmidlerne udsprøjtes som en tåge, med en forstøversprøjte eller en aerosoldåse – en »spray«. De kan bruges til bekæmpelse af mindre bestande af krybende insekter, men er især velegnede til at ramme flyvende insekter.
Lakpræparater er formulerede nærmest som en maling. De påføres med en almindelig pensel, og midlet tørrer og afgiver gradvist sit giftindhold som små krystaller, der blomstrer frem på overfladen. De bruges som spærrebælter, sådan at det bliver umuligt for skadedyrene at færdes mellem skjulesteder og fødekilder uden at passere bæltet og få giften på sig.
Lokkegifte består i princippet af insektgift, en grundsubstans og et eller flere duftstoffer, der virker tiltrækkende på de insekter, man vil bekæmpe. Lokkeduften kan stamme fra et fødeemne af en slags, eller være et feromon. Blandingen kan være flydende, pulveragtig eller formuleret som en geleagtig substans.
Giftgasser er luftarter, som er giftige selv i meget små koncentrationer. De gasser, som i de seneste år især har været benyttet til insektbekæmpelse, har været fosforbrinte, cyangas og methylbromid, hvoraf det sidstnævnte er på vej ud på grund af mistanke om stoffets uheldige virkning på ozonlaget. Ved en gasning slippes gassen løs i en bygning, som er tætnet omhyggeligt, under en gastæt presenning eller i et tæt gaskammer. Gassen diffunderer ind alle steder og dræber dyrene. Når der efter en periode udluftes, forsvinder gassen og efterlader ingen rester, og beskytter altså heller ikke mod nye angreb.
»Ugiftige« gasser. I de seneste år er muligheden for at benytte luftarter, som ikke i sig selv er giftige, kommet i søgelyset. Princippet går ud på, at man erstatter den almindelige luft med en atmosfære, som er iltfattig og indeholder store mængder kuldioxyd eller kvælstof. Insekter kan ikke i det lange løb overleve i en sådan iltfattig atmosfære, men behandlingen kræver meget lang tid, ofte uger, for at være effektiv.
Den vigtigste plantegift er pyrethrin, der udvindes af nogle arter chrysantemum. Den er meget lidt giftig for varmblodede dyr, men overfor insekter virker den meget hurtigt. Pyrethrin nedbrydes hurtigt, når det udsættes for lys og luft, og det indgår tit i de midler, der bruges indendørs, da der ikke er risiko for rester i fødemidler.
I dag fremstilles et stort antal syntetiske pyrethroider, bl.a. permethrin, allethrin og deltamethrin. De har principielt samme virkemåde som det naturlige, men flere af dem har lang holdbarhed og derfor andre anvendelsesområder.
Rotenon eller derris udvindes af forskellige tropiske plantearter og benyttes især i utøjsmidler.
Til de klorerede gifte hører DDT, methoxychlor og lindan. De er ikke særlig giftige for varmblodede dyr. Grunden til betænkeligheder ved overdreven brug af dem er især, at de nedbrydes langsomt. Det medfører, i forbindelse med at de er fedtopløselige, en tilbøjelighed til at de ophobes i dyriske, fedtholdige væv. De er ved at forsvinde helt fra markedet.
Til de organiske fosfor-forbindelser hører en så velkendt gift som parathion (bladan), der er meget akut giftig, og som derfor ikke må bruges indendørs. På den anden side nedbrydes de stoffer, der hører til denne gruppe relativt let i naturen og frembyder altså ikke noget alvorligt forureningsproblem.
Insekthormoner. Insekternes udvikling og forvandling styres af hormoner, som dannes i særlige kirtler. Det er et bestemt hormon, hudskiftehormonet, der sætter gang i hudskiftet, og det såkaldte ungdomshormon, juvenilhormonet, bestemmer hvilket stadium, larven går ind i, næste gang den skifter hud.
Hos unge larver udskilles juvenilhormonet i stor mængde fra et vedhæng på hjernen, men efterhånden som larverne bliver ældre, aftager produktionen. For flere arters vedkommende kan disse hormoner fremstilles syntetisk, og i nogle tilfælde anvendes som bekæmpelsesmidler.
Sprøjtet på dyrenes levesteder, eller blandet i lokkemad kan de bringe kludder i vitale processer, så de pågældende insekters udvikling hæmmes og bestanden dør ud.
Nogle af insektgiftene skal direkte spises af insektet for at have den ønskede virkning. Man kan behandle insektets føde. Det er det, man gør, når man imprægnerer uldstof mod møl og træ mod trægnavende insekter, eller man kan sætte forgiftet lokkemad frem. Nogle insektpuddere har også mavegiftvirkning, og insekterne får dem i sig, når de slikker sig rene.
Andre gifte kan optages gennem huden. De fleste af de moderne syntetiske insektgifte, sprøjtemidler, puddere og giftlakker har denne kontaktvirkning.
Gasser virker på insektets åndedrætssystem.
Inddelingen i disse tre kategorier er nu ikke helt skarp. En del mavegifte har svag kontaktvirkning, og de fleste kontaktgifte virker også, når de kommer i maven. Endvidere har en del af kontaktgiftene nogen damp(gas)virkning.
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"