Dyr i murværk og isolationsmaterialer

Der er ingen dyr, som direkte æder mursten, mørtel eller puds; men der er mange – f.eks. bænkebidere, ørentviste og edderkopper – som udnytter de huller, revner og sprækker, der med tiden kommer i murværket.

De gemmer sig simpelthen i dem, eller bruger dem til at skjule deres æg i. Endelig er der enkelte, som murbien, der aktivt kan grave sig ind i mørtelen.

Edderkopper

Flere arter af edderkopper kan bo i huller i mørtelfuger mellem mursten, og kan aktivt udvide deres gemmesteder. Disse edderkoppe-retræter forveksles ofte med murbiskader, men kendes på, at man næsten altid kan finde klæbrigt edderkoppespind.

Der sidder normalt små mørtelpartikler, edderkop-æg og rester af edderkoppens byttedyr i spindene. Edderkoppehullerne findes oftest i de lodrette studsfuger, mens murbierne normalt arbejder i de vandrette fuger.

Murbi vender hjem til rede med pollen

En murbi vender hjem til sin rede belæsset med pollen

Larver fra flæske- og husklanner

Larver fra flæskeklanner og husklanner kan gnave sig ind i mange forskellige slags materialer, når de skal forpuppe sig. Det hører til sjældenhederne, at de ligefrem borer sig ind i puds, men det kan dog ske. Sekundære skader i bløde isoleringsplader er hyppige.

Larver fra lille melbille

Melbillens larver kan optræde i uhyre mængde i hønsehuse (side 73), og kan i visse tilfælde fuldstændigt ødelægge isoleringen i væggene, når de borer sig ind for at forpuppe sig.

Myrer og Gule myrer

Myrer indretter med forkærlighed deres reder i bløde isoleringsplader, og gule myrer (side 143) indbygger ofte fibre fra mineraluldsmåtter i deres boer. Myrer kan i visse tilfælde grave gange i løs mørtel, og i sjældne tilfælde kan arter af gule myrer fjerne så meget materiale, at et gulv sætter sig en smule.

Gravehvepse

Mange arter af gravehvepse graver deres redegange i jord eller sand, men nogle foretrækker mørt træ, og de kan i visse tilfælde udnytte isoleringsplader af forskellig slags.

Hunnerne fanger insekter, lammer byttet med et stik af brodden og transporterer det til reden, hvor det anbringes. Hunnen lægger æg på byttet, og gravehvepse-larverne lever af de lammede insekter.

Gedehamse bygger gerne rede i en hulmur, hvis der er adgang til den, og de kan fjerne en del af hulmursisoleringen for at skabe plads til reden, efterhånden som den vokser.

Humlebier

Humlebier kan også indrette sig i en isoleringsmåtte. Skaden er meget lokal og derfor uden større betydning.

Hvis man har prøvet på sin krop at arbejde med isoleringsmaterialer i form af sten- eller glasuld, så vil man ikke tro, at de frister til at bygge rede af.

Mus og rotter

Mus og rotter trives udmærket i både sten- og glasuld, de graver gange og indretter deres boer direkte i materialet, og det går selvfølgelig ud over isoleringens effektivitet.

Husmårer

Husmåren kan forårsage meget alvorlige skader på isoleringen (se side 181).

Spætter

Spætter vil af og til finde ud af, at det kan være umagen værd at hakke i en mur, som er fuld af lækre murbi-larver. Har en spætte først lært fidusen, kan det gå ret voldsomt til.

Den afsøger muren og hakker med sit kraftige næb store kratere i mørtelen for at komme ind til larverne. Vil man ikke tolerere denne form for biologisk bekæmpelse, må man selv skrabe larverne ud og udbedre mørtelen.

Spurve

Spurve og mejser klatrer ofte rundt på mure og afsøger dem for insekter og andre smådyr, som de piller ud af huller og revner. Normalt gør de ingen skade på muren, men de kan i visse tilfælde få dækket deres behov for kalk ved at hakke kalk ud af mørtelen.

Ligger der totter af isoleringsmateriale under tagskægget, så er det nok spurve eller stære, som har flået det ud for at få plads til deres reder.

 

Om forfatteren til ovenstående indhold fra bogen:
Skadedyr i hus og hjem

Henri Mourier
Cand.scient i biologi fra Københavns Universitet (1955 - 1962).
Ledende biolog hos Statens Skadedyrslaboratorium (1962 - 2000).

Forfatter til bøger og artikler:
- "Skadedyr i Hus og Hjem"
- "Væggelus, stik og kløe"
- "Skadedyr i Levnedsmidler"
- "Husets Dyreliv"
- "Skadedyr i Træ"
- "Stuefluen"

» Læs mere om Henri Mourier på Pestium.dk
» Læs mere om Henri Mourier på Wikipedia.org