(Latin: Passer domestica)
Gråspurven er afhængig af mennesket, både med hensyn til sin føde og sit valg af redested. Det er en typisk kolonilevende fugl, hvis reder ofte er anbragt tæt sammen. Når en gråspurv først har ynglet et sted, vil den som regel blive der resten af livet, dvs. 3-4 år. Spurvene, der er standfugle, holder til i kolonien hele året, idet de bruger rederne som sovesteder om vinteren.
I marts og april samler gråspurvene materiale til de uregelmæssige, kugleformede reder, som fores med plantefibre, hår, fjer og tilfældigt materiale, f.eks. papir og plastik. Som regel får de 2-3 kuld unger på vingerne i løbet af sommeren. Gråspurven fouragerer på jorden, ofte i flokke. De mader ungerne med insekter, men i øvrigt lever de af frø og af rester fra vore husholdninger. På landbrug kan de gøre indhug på korn og husdyrfoder. Alvorligst skade gør de dog nok på fødevarelagre.