Guldøje

(Latin: Chrysopa carnea)
Dyrets øjne skinner faktisk som guld, når man ser dem i den rigtige belysning, og med de store, klare vinger og den grønlige farve, er de noget af det mest elegante, man kan tænke sig. Sommeren igennem lever guldøjerne i det fri.

De flagrer tyst omkring om natten og kan, tiltrukket af lyset, forvilde sig indendørs. Ellers er det mest om vinteren, man oplever guldøjerne i huse. Om efteråret opsøger de et sted at overvintre, og de finder tit frem til huse, hvor de slår sig ned på lofter og i udhuse. I naturen vil de sætte sig under bark, under sten eller lignende beskyttede steder.

Bliver der varmt på guldøjernes overvintringssted i løbet af vinteren, vågner de, og det vil normalt betyde, at de hurtigt dør af sult. Men går det som det skal, sidder de ubevægeligt vinteren igennem og lokkes først frem af varmen om foråret. I et hus havner de, under deres forsøg på at komme ud i det fri, ofte i vinduerne og omkommer af sult og tørst. Lykkes det dem at komme ud, vil de, når tiden er inde, opsøge bladlusebefængte planter og snart efter begynde at lægge deres æg i klynger på bladene.

Larverne lever nemlig som rovdyr af andre småinsekter, især bladlus, og de kaldes ligefrem bladlusløver. Bestanden af guldøjer svinger med bladlusenes antal, og har der været mange bladlus et år, må man den følgende vinter vente at finde mange overvintrende guldøjer. Guldøjerne er altså nyttige dyr, som ikke skal bekæmpes. Man bør tværtimod prøve at hjælpe dem ved hurtigst muligt at anbringe dem i et uopvarmet rum, hvis man er kommet til at vække dem, og ved om foråret at hjælpe dem ud i det fri.