(Latin: Ctenocephalides felis, Ctenocephalides canis)
Katte-og hundelopperne ligner hinanden til forveksling, og begge arter kan leve på både hund og kat. Katteloppen er langt den almindeligste.
En kat eller en hund kan have en lettere loppeinfektion, uden at husets menneskelige beboere behøver at mærke noget til det. Den helt store loppeplage kan opstå, hvis katten eller hunden fjernes fra hjemmet. De lopper, som er ladt tilbage, har så ikke andre muligheder, end at gå på mennesker. I sådanne tilfælde kan man trøste sig med, at katte-og hundelopper ikke kan formere sig uden deres hovedvært, og at angrebet altså vil gå i stå af sig selv. De lægger kun æg, mens de er på dyret. Det kan imidlertid vare længe inden man er helt af med dem. Som tidligere nævnt vil en del af loppebestanden ofte vente i puppekokonerne i månedsvis, inden de kommer frem som voksne lopper.
Forebyggelse og bekæmpelse
Midler med syntetisk insekthormon (Methopren) sprøjtet på dyrenes pels vil forhindre, at de nylagte loppeæg klækker. Behandles omgivelserne med denne type præparater vil det forhindre loppelarverne i at blive voksne, men det generer ikke de voksne lopper.
En egentlig loppebekæmpelse i et hjem sker dels ved at få husdyrene renset, men nok så vigtigt er det at få behandlet larvernes udviklingssteder med grundig støvsugning og påfølgende sprøjtning med et loppemiddel, der er langtidsvirkende.