• Skadedyr i hus og hjem
  • Væggelus, stik og kløe
  • Skadedyr i levnedsmidler
  • DPIL

Pestium.dk

Europas største infoside om skadedyr

Dansk flag Engelsk flagNorsk flagSvensk flagTysk flag
Du er her: Forside / DPIL / Hovedlus

Hovedlus

Lus tilhører gruppen af snyltere, der suger blod på forskellige pattedyrsværter. Hos mennesket findes der tre forskellige typer lus, der har tilpasset sig os, og hovedlusen (Pediculus capitis) er efterhånden blevet en sand klassiker, som de fleste har stiftet bekendtskab med i deres levetid.

Hovedlus
Hovedlus

Udseende

Hovedlusen er et fladt lille insekt med en aflang oval form. De er ganske diminutive, og en voksen lus bliver kun mellem to og tre millimeter lange. Som det ofte er gældende indenfor insektverden, så er hannen en anelse mindre end hunnen.

En hovedlus er udstyret med tre sæt ben forrest på kroppen, og hvert ben munder ud i en form for klo. Denne klo er udformet, så den er ideel til at gribe omkring et hårstrå. Hovedlusene har ingen vinger, og de kan derfor hverken flyve eller hoppe. Deres hoved er udstyret med et par antenner og små øjne.

Lusenes munddele er bygget til at kunne bide og suge blod. Deres appetit på blod har en synlig effekt på hovedlusens farve, da lusen kan virke meget mere mørk, lige efter den har indtaget blod, hvor den sædvanlige farve ellers kan være næsten gennemsigtig gråhvid.

Hovedlusens æg er omtrent 0,8 millimeter lange og er placeret på en form for ”stilk”, der er fastgjort til hårene helt nede ved hovedbunden. De små nylagte æg kan derfor være svære at spotte, når de sidder kittet godt fast på hovedbunden.

Når lusen er færdigudviklet inde i ægget, skubber den et lille låg af i toppen af ægget. Den nyudklækkede lus er ganske lille og måler blot mellem 0,5 og en millimeter. Når lusene forlader æggene, bliver disse ude på hårstrået, hvor de vokser ud med håret og samtidig bliver mere synlige. Disse æg er hvidlige. Men der kan også dukke mørkfarvede æg op i hovedbunden, og denne type æg indeholder som oftest døde lusefostre. Som en tommelfingerregel vil æg, der sidder mere end en centimeter fra hovedbunden, i reglen være udklækkede æg eller æg med døde lusefostre.

Biologi og adfærd

Hovedlusen foretrækker temperaturer omkring 30°C, nem adgang til føde og høj luftfugtighed, og her er hovedbunden ideel. For lusene spiller det ingen rolle, om håret, de befinder sig i, er rent eller snavset. For dem handler det ene og alene om at have en uudtømmelig kilde til blod, som de kan benytte sig af flere gange dagligt.

Temperaturen og forholdene i hovedbunden er også optimale til lusenes æglægning, og processen fra æg til lille nymfe vil kunne udspille sig løbet af 6-9 dage under disse gunstige omstændigheder. Så snart den lille lus er kommet ud af ægget, vil den straks begynde at suge blod fra hovedbunden. Hvis den ikke kan gøre dette, dør den i løbet af ganske få timer. Nymfen når at skifte hud tre gange, inden den er fuldvoksen.

Livscyklussen hos en hovedlus er ganske kort. Fra det øjeblik en hovedlus-hun kommer ud af ægget, til hun dør, går der omkring tre uger. Allerede efter 9-12 dage efter hunlusen er udklækket, kan hun selv begynde at parre sig og lægge æg. Og frem til sin død kan hun nå at lægge mellem fem og otte æg om dagen.

Lus kan som beskrevet hverken flyve eller hoppe. Men det er ikke ensbetydende med, at de ikke kan bevæge sig hurtigt rundt i håret. Til dette formål anvender de deres kløer, som de bruger til at holde sig fast i hårstråene med. Skulle lusen risikere at falde af sin vært, kan den overleve i cirka 48 timer, inden den dør.

Det er ikke, fordi de forlader deres hjem frivilligt. Men de kan sagtens finde på at vandre over på et nyt hoved, hvis lejligheden byder sig. Derfor er det også tæt kontakt mellem mennesker, der er årsagen til, at smitten med lus breder sig. Samtidig viser undersøgelser, at langhårede personer er i større risiko for at pådrage sig lus end korthårede.

Skade

At få lus kan for mange personer forbindes med en vis form for tabu. Men der er intet at skamme sig over. Lus er hverken tegn på sygdom, manglende rengøring eller dårlig hygiejne. For lus er som beskrevet ligeså glade for nyvasket hår som snavset hår. Derimod er det vigtigt, at man taler åbent omkring et eventuelt angreb, så man bedst kan komme problemet til livs og iværksætte en grundig bekæmpelse af lusene.

Men selvom lusene ikke kan overføre sygdomme eller er farlige, er der ingen tvivl om, at de kan være et temmelig generende bekendtskab. Lusene spytter nemlig et særligt sekret ned i såret, når de suger, der kan forårsage kløe og irritation i hovedbunden. Og rammes man gentagende gange af lus, kan det føre til sår og infektioner i hovedbunden. I sådanne tilfælde bør man konsultere sin læge.  

Forebyggelse og bekæmpelse

Forebyggelsen mod lus er mest effektiv, hvis man regelmæssigt reder håret igennem med en tættekam. Gerne en gang om ugen. Finder man tegn på lus, bør man hurtigst muligt igangsætte en behandling samt underrette den nærmeste omgangskreds, man har haft kontakt med, i tilfælde af, at de også kan risikere at være smittede. Lus bekæmpes med et lusemiddel og/eller en tættekam. Der findes forskellige lusemidler på markedet, der kan købes på apoteket, så vær opmærksom på at læse brugsanvisningen grundigt, inden behandlingen igangsættes.

  • About
  • Latest Posts
Henri Mourier
Biolog fra Københavns Universitet at Statens Skadedyrslaboratorium
Forfatter til bøger og artikler:
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"
Latest posts by Henri Mourier (see all)

    Kilder

    Statens Skadedyrslaberatorium
    Skadedyrslaboratoriet
    Pestium.dk
    Henri Mourier

    DPIL.dk

    Almindelig borebille
    Amerikansk klanner
    Australsk tyvbille
    Bananfluer
    Barkbiller
    Bier
    Bladrandbillen
    Blød borebille
    Bolværksbille
    Boresnudebiller
    Brun pelsklanner
    Brun træbuk
    Brunmider
    Brunstribet kakerlak
    Brødbille
    Bænkebidere
    Bøgebuk
    Bønnebille
    Chokolademøl
    Dræbersnegl (PDF side 25 via Naturstyrelsen.dk)
    Duemide
    Duer
    Egens borebille
    Faraomyre
    Fladlus
    Flagermus (Arter)
    Flæskeklanner
    Fnatmide
    Frømøl
    Fuglelopper
    Fuglemider
    Fårets lusflue
    Gedehamse (Hvepse)
    Glimmerbøsser
    Græsflue
    Guldøje
    Gul myre
    Herkulesmyre
    Honningbier
    Hovedlus
    Humlebier
    Humlevoksmøl
    Hundelopper
    Husbuk
    Husedderkop
    Husflåt
    Husfårekylling
    Husklanner
    Husmide
    Husmår
    Husstøvmider
    Hvepse
    Hvepsebuk
    Iberisk skovsnegl
    Invasive arter
    Jordbier
    Jordnøddebille
    Kattelopper
    Klistermøl
    Klyngeflue
    Klæger
    Koprabiller
    Kornsnudebille
    Lagermider
    Lille stueflue
    Lus
    Lusfluer
    Lysolbille
    Løbebiller
    Mariehøns
    Melbille
    Melmide
    Melmøl i husholdningen
    Melmøl i industrien
    Menneskeloppe
    Mitter
    Mosegris
    Mosskorpioner
    Muldvarp
    Murbier
    Murerbier
    Mus
    Myg
    Myrer
    Møl i fødevareindustrien
    Møl i tekstiler
    Mår
    Orangemyre
    Parketbiller
    Pelsklanner
    Pelsmider
    Rismelbille
    Rissnudebille
    Rottehaler
    Rotter
    Rovbiller
    Ræv
    Rød blomsterbuk
    Rådborebille
    Savtakket kornbille
    Skadedyr i ejendomme – Lovgrundlag
    Skadedyr i fødevarer
    Skimmelbiller
    Skolopendre
    Skovflåt
    Snegle i huset
    Snyltehvepse
    Sommerfuglemyg
    Sort havemyre
    Splintvedbiller
    Springhaler
    Spyfluer
    Stikmyg
    Stor gedehams
    Stuefluer
    Støvlus
    Støvtæge
    Svampemyg
    Sølvkræ
    Sådan kæmmer du lus ud af håret
    Tagorm
    Tobaksbille
    Tofarvet frømøl
    Trips
    Træhvepse
    Træorm
    Tusindben
    Tysk kakerlak
    Tæppebiller
    Violbuk
    Væggelus
    Væksthusgræshoppe
    Øresnudebiller
    Ørentvist

    Copyright © 2022 · Forlaget Pestium A/S · Europas største vidensdatabase om skadedyr
    Kopiering og gengivelse uden tilladelse retsforfølges uden forudgående varsel