Lus tilhører gruppen af snyltere, der suger blod på forskellige pattedyrsværter. Hos mennesket findes der tre forskellige typer lus, der har tilpasset sig os, og hovedlusen (Pediculus capitis) er efterhånden blevet en sand klassiker, som de fleste har stiftet bekendtskab med i deres levetid.
Udseende
Hovedlusen er et fladt lille insekt med en aflang oval form. De er ganske diminutive, og en voksen lus bliver kun mellem to og tre millimeter lange. Som det ofte er gældende indenfor insektverden, så er hannen en anelse mindre end hunnen.
En hovedlus er udstyret med tre sæt ben forrest på kroppen, og hvert ben munder ud i en form for klo. Denne klo er udformet, så den er ideel til at gribe omkring et hårstrå. Hovedlusene har ingen vinger, og de kan derfor hverken flyve eller hoppe. Deres hoved er udstyret med et par antenner og små øjne.
Lusenes munddele er bygget til at kunne bide og suge blod. Deres appetit på blod har en synlig effekt på hovedlusens farve, da lusen kan virke meget mere mørk, lige efter den har indtaget blod, hvor den sædvanlige farve ellers kan være næsten gennemsigtig gråhvid.
Hovedlusens æg er omtrent 0,8 millimeter lange og er placeret på en form for ”stilk”, der er fastgjort til hårene helt nede ved hovedbunden. De små nylagte æg kan derfor være svære at spotte, når de sidder kittet godt fast på hovedbunden.
Når lusen er færdigudviklet inde i ægget, skubber den et lille låg af i toppen af ægget. Den nyudklækkede lus er ganske lille og måler blot mellem 0,5 og en millimeter. Når lusene forlader æggene, bliver disse ude på hårstrået, hvor de vokser ud med håret og samtidig bliver mere synlige. Disse æg er hvidlige. Men der kan også dukke mørkfarvede æg op i hovedbunden, og denne type æg indeholder som oftest døde lusefostre. Som en tommelfingerregel vil æg, der sidder mere end en centimeter fra hovedbunden, i reglen være udklækkede æg eller æg med døde lusefostre.
Biologi og adfærd
Hovedlusen foretrækker temperaturer omkring 30°C, nem adgang til føde og høj luftfugtighed, og her er hovedbunden ideel. For lusene spiller det ingen rolle, om håret, de befinder sig i, er rent eller snavset. For dem handler det ene og alene om at have en uudtømmelig kilde til blod, som de kan benytte sig af flere gange dagligt.
Temperaturen og forholdene i hovedbunden er også optimale til lusenes æglægning, og processen fra æg til lille nymfe vil kunne udspille sig løbet af 6-9 dage under disse gunstige omstændigheder. Så snart den lille lus er kommet ud af ægget, vil den straks begynde at suge blod fra hovedbunden. Hvis den ikke kan gøre dette, dør den i løbet af ganske få timer. Nymfen når at skifte hud tre gange, inden den er fuldvoksen.
Livscyklussen hos en hovedlus er ganske kort. Fra det øjeblik en hovedlus-hun kommer ud af ægget, til hun dør, går der omkring tre uger. Allerede efter 9-12 dage efter hunlusen er udklækket, kan hun selv begynde at parre sig og lægge æg. Og frem til sin død kan hun nå at lægge mellem fem og otte æg om dagen.
Lus kan som beskrevet hverken flyve eller hoppe. Men det er ikke ensbetydende med, at de ikke kan bevæge sig hurtigt rundt i håret. Til dette formål anvender de deres kløer, som de bruger til at holde sig fast i hårstråene med. Skulle lusen risikere at falde af sin vært, kan den overleve i cirka 48 timer, inden den dør.
Det er ikke, fordi de forlader deres hjem frivilligt. Men de kan sagtens finde på at vandre over på et nyt hoved, hvis lejligheden byder sig. Derfor er det også tæt kontakt mellem mennesker, der er årsagen til, at smitten med lus breder sig. Samtidig viser undersøgelser, at langhårede personer er i større risiko for at pådrage sig lus end korthårede.
Skade
At få lus kan for mange personer forbindes med en vis form for tabu. Men der er intet at skamme sig over. Lus er hverken tegn på sygdom, manglende rengøring eller dårlig hygiejne. For lus er som beskrevet ligeså glade for nyvasket hår som snavset hår. Derimod er det vigtigt, at man taler åbent omkring et eventuelt angreb, så man bedst kan komme problemet til livs og iværksætte en grundig bekæmpelse af lusene.
Men selvom lusene ikke kan overføre sygdomme eller er farlige, er der ingen tvivl om, at de kan være et temmelig generende bekendtskab. Lusene spytter nemlig et særligt sekret ned i såret, når de suger, der kan forårsage kløe og irritation i hovedbunden. Og rammes man gentagende gange af lus, kan det føre til sår og infektioner i hovedbunden. I sådanne tilfælde bør man konsultere sin læge.
Forebyggelse og bekæmpelse
Forebyggelsen mod lus er mest effektiv, hvis man regelmæssigt reder håret igennem med en tættekam. Gerne en gang om ugen. Finder man tegn på lus, bør man hurtigst muligt igangsætte en behandling samt underrette den nærmeste omgangskreds, man har haft kontakt med, i tilfælde af, at de også kan risikere at være smittede. Lus bekæmpes med et lusemiddel og/eller en tættekam. Der findes forskellige lusemidler på markedet, der kan købes på apoteket, så vær opmærksom på at læse brugsanvisningen grundigt, inden behandlingen igangsættes.
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"