Fårets lusflue er en lille flue, der kan bryste sig af adskillige navne. Derfor optræder den også under navne som ”fårelus”, ”fåretæge” og ”fårebidder” samt under sit latinske navn Melophagus ovinus. Fælles for dem alle er dog, at de alle henviser til lusfluens yndlingsvært – nemlig fåret.
Udseende
Kroppen på fårets lusflue er affladet og behåret. Samtidig har den en næsten læderagtig hud og er desuden ganske vingeløs. Lusfluens bryst er brunligt, mens den brede bagkrop derimod har en gråligbrun farve. En voksen lusflue bliver mellem 4,5 og syv millimeter lang.
Biologi og adfærd
I den tempererede zone, hvilket også indbefatter Danmark samt nabolandene, er fårets lusflue en almindelig kendt skikkelse, der lever af blodet fra sine værter. Det er navnlig i vinterhalvåret, at lusfluerne er aktive, og hvor der sker de fleste infektioner. Det skyldes den tætte kontakt mellem fårene, der gør, at den vingeløse lusflue let kan spredes fra får til får.
Lusfluerne tilbringer hele deres liv i fårets uld, hvilket udmønter sig i en periode på mellem 4-5 måneder. De kan nemlig ikke leve, hvis de ikke klamrer sig til deres vært. I så fald dør de efter maksimalt otte dage. Lusfluerne sætter sig især i fårets nakke og skuldre eller i kryds- og haleregionen.
Lusflue-hunnen føder en larve ad gangen og omkring 10-15 larver i alt. Larverne fastklæbes til fårets uld med et klæbrigt sekret, som hunnen afgiver. De bliver oftest anbragt 1,5-2,5 centimeter fra spidsen af uldhårene. Og også her er det fårets brystben, i kryds- og haleregionen samt den nedre del af flankerne, der anvendes til formålet.
Så snart æggene er anbragt, begynder de straks at forpuppe sig. En lusflue-puppe bliver mellem tre og fire millimeter lang. I begyndelsen er den gyldenbrun, men efterhånden bliver den mere sortbrun og glinsende. De tomme puparier bliver siddende i fårets uld efterfølgende, og pupperne kan findes året rundt i ulden.
Skade
Det er ingen tvivl om, at fårets lusflue kan være særdeles ubehagelig og plagsom for dets vært, for lusfluen kan bevæge sig adræt rundt i ulden og skånselsløst suge blod fra fåret. Enkelte bid er næppe den store irritation, men optræder lusfluen i store antal med dets plagsomme bid, kan det føre til, at fåret gnubber sig i frustration over kløen.
Dette kan have en indvirkning på ulden. For den konstante gnubberi kan resultere i et uordentligt uldlag med uldaffald til følge. Samtidig kan lusfluens ekskrementer også have en kedelig effekt på ulden, der ofte bliver grønplettet og misfarvet, hvilket kan være vanskelig at rengøre.
Men fåret kan også lide under lusfluen på andre måder. Deres optræden kan nemlig føre til eventuel anæmi hos fåret, ligesom det kan have en negativ effekt på både vækst og uldproduktion. I værste tilfælde kan lusfluerne overføre den ikke-patogene blodparasit kaldet Trypanosoma melophagium til fårene.
Forebyggelse og bekæmpelse
Da lusfluen optræder i ulden på får, kræver den dyrelægens anvisninger at bekæmpe. Kontakt derfor altid egen dyrlæge, hvis du har den mindste mistanke om et angreb af fårets lusflue i dine flok.
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"