I Danmark har vi omkring 10 forskellige arter humlebier , og de fleste af disse arter foretrækker at bygge sit bo i jorden, hvilket blandt andet tæller arterne stenhumlen (Bombus lapidarius) og hushumlen (Bombus hypnorum).
Humlebien er ikke kræsen i forhold til boligforhold, og de kan finde på at slå sig ned i alt fra en forladt muserede og hulrum i stendiger til fuglekasser og isoleringsmaterialer på loftsrum. Det er forskelligt fra art til art, hvilken typer bo de foretrækker.
Udseende
Hvis det at have en hvepsetalje er et kompliment, må humlebien se langt efter de rosende ord. Humlebien hører nemlig til i den buttede ende af skalaen, når det kommer til bier. En fuldvoksen bi bliver mellem 15 og 20 millimeter lang – og dronningen lidt større. De bier, der udklækkes først på sæsonen, er oftest de mindste.
Humlebien findes i flere farvevarianter, men har gennemgående gullige, orange, brune og sorte og endda hvidlige farver. Dens krop er desuden pelset.
Biologi og adfærd
På papiret udgør humlebiernes skæbne en tragisk fortælling. For modsat honningbierne, hvis hele samfund overvintrer gennem det kolde vinterhalvår, så er humlebisamfundene kun etårige. Det betyder, at hele samfund af humlebier dør sidst på efteråret, når de har aftjent deres pligt. Slægtens overlevelse hviler derefter alene på skuldrene af nogle enkelte unge dronninger fra hvert bo.
Efter dronningerne har parret sig, går de nemlig i dvale. Herefter ser man først de unge dronninger det næstfølgende forår, hvor de træder frem fra deres vinterskjul. Det er disse humlebier, man kan se først på foråret, hvor de brumler lavt over jorden i jagt efter et passende sted, hvor de kan etablere et nyt samfund.
Når den unge dronning har fundet frem til et passende sted, begynder hun arbejdet med at klargøre reden. Hvis reden ikke har en passende stor størrelse, er hun ikke bleg for at udvide den, hvorefter hun isolerer den med mos, plantetrævler eller hår fra mus.
Indretningen sørger hun også for. Hun bygger nemlig et par små krukker af voks, som hun benytter til at lægge henholdsvis forråd og æg i. Når larverne klækker nede i krukkerne, fodrer hun dem med nektar og blomsterstøv, til de vokser sig store. Herefter forpupper larverne sig, og efter nogle dage ser de første arbejderhumlebier dagens lys.
Det første kuld humlebier er tit ganske små, da hunnen sjældent har haft kræfter nok til at kunne hente tilstrækkeligt med føde til dem. Derfor er dette kuld også en stor håndsrækning for dronningen og de kommende generationer, da hun kan overlade tøjlerne med arbejdet til dem. De sørger herefter for alt fra byggearbejde til at hente forråd, mens dronningen kan koncentrere sine kræfter mere om selve æglægningen.
Et samfund af humlebier kan nemt nå op på 4-500 individer på en sæson. Men deres bo forekommer ikke nær så ordentligt og ryddeligt, som man eksempelvis kender det fra honningbierne. Humlebier dyrker ikke samme kubistiske eller regelmæssig celleinddeling som honningbierne. Hos dem blandes forrådskrukker og larvekamre ind imellem hinanden.
Skade
Humlebierne er ikke til skade for mennesker. Tværtimod er de en stor gave til haven, som man bør hilse velkommen og værne om. Det skyldes ikke mindst deres vigtige rolle som bestøvere af frugttræer og frøafgrøder, når de foretager deres søgen efter nektar og pollen.
Alt i alt virker humlebierne ganske fredelige, når de summer i haven. Og det er de da for det meste også. Det kan dog ske, at de stikker, hvis de bliver overdrevent generet.
Forebyggelse og bekæmpelse
Selvom humlebierne gør nytte i haven, kan de undertiden stifte deres bo på uhensigtsmæssige steder, hvor der er meget færden. I sådanne tilfælde kan man behandle hullet, som de flyver til og fra, med et insektpudder og dermed bekæmpe humlebierne.
"Skadedyr i hus og hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i levnedsmidler"
"Husets dyreliv"
"Skadedyr i træ"
"Stuefluen"