Hylotrupes bajulus er det latinske navn på husbukken, som hører til blandt et af de træskadedyr, der hurtigst kan forårsage store ødelæggelser på tømmer. Også i Danmark giver husbukken anledning til en del hovedbrud, når den slår sig ned i tagkonstruktioner og andet tømmer.
Udseende
Husbukken er en bille, der kan blive 10-20 millimeter lang. Billen kommer i flere farvevariationer, der changerer fra det lysebrune til det helt sorte.
Et at de mest karakteristiske træk ved husbukken er dens uldne, hvidlige behåring på både ryg og forbryst, hvilket danner to skrå hvidlige pletter. På forbrystet har den desuden to blanke knuder. Husbukkens vinger, der er placeret under dækvingerne, er store og klare. Husbukken har to antenner, der er leddelt i 11 led.
Husbukkelarven er nærmest mælkehvid, men har dog også nogle mørke kitindele placeret omkring sin mund. Larven er udstyret med små ben, der dårligt nok er synlige for det blotte øje. Den kan blive optil 25 mm lang.
Biologi og adfærd
Husbukken hører til familien træbukke (Cerambycidae). Det er sjældent, at man ser de voksne husbukke, da de mest opholder sig i deres skjul i træet. Midt på sommeren kommer billerne dog frem for at parre sig. Men efter endt parring søger hunnen i skjul et passende sted – gerne i en sprække i et tørt nåletræ. Hunnen finder vej til nåletræet med hjælp fra de specielle duftstoffer, der findes i harpiks, som trænger ud af de dybe tørre revner i træet. Undertiden vælger hunnen også andre former for sprækker, end dem der findes i træet, eksempelvis brædder og andet træværk samt sammenføjninger i møbler, der består af nåletræ.
Hunnen lægger sine æg i sprækkerne ved hjælp af sit lange læggerør, der – når hun hviler – rager ud bag hendes dækvinger som en lille tap. Hunnen placerer sine æg omkring 20 millimeter inde i sprækkerne i portioner af 20 til 30 æg. En husbuk-hun lægger æg i et par uger, og i denne periode kan hun nå at lægge flere hundrede æg. De voksne husbukke lever kun i 10-15 dage.
Efter larverne er udklækket fra æggene, gnaver de sig længere ind i træet gennem et minutiøst hul. Deres færd går mod det yderste lag, der er det mest næringsrige. Larverne spiser laget uden dog samtidig at gnave gennem veddets overflade. Herefter gnaver larverne sig længere indad, men ikke længere end til selve kernen i fyrretræet, som de ikke kan tåle.
Der er mange faktorer, der spiller ind i forhold til larvernes udviklingsproces. Under normale omstændigheder vil udviklingen fra æg til voksen bille vare mellem to til fem år, men det er heller ikke uden fortilfælde, at udviklingen kan vare så længe som 10 år. Her spiller temperaturen først og fremmest en vigtig rolle. I det danske klima kan udviklingen derfor gå hurtigere, hvis husbukken slår sig ned under sorte skifertage end under et rødt tegltag.
I takt med at husbukkelarven æder sig gennem træet, efterlader den sig samtidig et spor af sine egne ekskrementer bag sig. Disse ekskrementer er små valseformede partikler, der sammen med de små afgnavede træspåner omdannes til det såkaldte boremel. Boremelet presses hårdt sammen i gangene, så det til sidst danner en fast masse. Ofte vil tilstedeværelsen af boremelet alene være en indikator på, at en husbuk er på spil i træværket. Men også husbukkens slægtninge efterlader sig lignende spor. Eksempelvis violbukken, der altid har rester af bark i sit boremel.
Husbukkelarven gnaver sig ud til overfladen af træet, lige inden den forvandles til en bille. Når den har nået en vis størrelse, er det endda muligt at høre dens gnavelyde. Under træets overflade indretter den sig en lille puppe i et udvidet område ad gangen. Her foregår transformationen fra først puppe og siden fuldvoksen husbukbille. Når udviklingen er komplet, bryder den ud af træets overflade gennem sit flyvehul. Helst på en varm sommerdag.
Sammen med boremelet er flyvehullet et tydeligt tegn på husbukkens tilstedeværelse. Flyvehullerne er oftest ovale og har gerne lidt flossede eller uregelmæssige kanter. Hullerne er overvejende mellem 6 og 10 millimeter lange.
Skade
Tørt nåletræ er oftest arnestedet for husbukkens udskejelser. Men det er desværre også den type træmaterialer, der oftest anvendes til tagkonstruktioner. I sommermånederne er det ikke usædvanligt, at temperaturen på lofter kan blive tilstrækkelig høj til, at husbukken har de bedste betingelser for forplantning. Derfor er træværk og tømmer på loftet i særlig grad i risiko for at blive udsat for træbukkens angreb.
Chancen for at finde frem til et aktivt husbukkeangreb er under indvirkning af husets alder. Er huset mindre end fem år gammelt, er det sjældent muligt at finde frem til eventuelle angreb. Men risikoen øges frem til husets tyvende år, hvorefter den igen vil falde. Er huset mere end 70 år, hører det til sjældenhederne, at et nyt angreb er under opsejling. Medmindre huset har fået indsat nyt træværk i forbindelse med reparationer.
Forebyggelse og bekæmpelse
Bekæmpelsen af husbukken kan være et vanskeligt foretagende, da det er larverne, der udgør den største del af bestanden. Og eftersom de befinder sig inde i træværket, kan de være svære at komme til at bekæmpe. Dog anbefales det at anvende varme, som kan gennemtrænge træet, eller benytte et flydende træbeskyttelsesmiddel til bekæmpelse af husbukke. En overfladebehandling kan også være en løsning, men det kræver, at man fjerner de mest angrebne lag og børster overfladerne rene. Vær opmærksom på at behandle revner og sprækker grundigt. Behandlingen kan suppleres med efterimprægnering, såsom borehulsvanding eller trykinjektion, hvis tømmeret er delvist utilgængeligt. Som en forebyggende foranstaltning bør man fremadrettet anvende træ, der er overfladebehandlet.
"Skadedyr i hus og hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i levnedsmidler"
"Husets dyreliv"
"Skadedyr i træ"
"Stuefluen"