Latin: Carabidae
Løbebillen har så absolut gjort sig fortjent til sit navn. Denne relativt store type bille er nemlig kendt for sin fart, og selv som larve anses den for at være særligt aktiv og hurtig. Løbebiller er overvejende ufarlige for mennesker og menneskers indbo, men de kan ikke desto mindre skabe en smule ravage i kældre og spisekamre.
Derudover kan et større antal af løbebiller generelt være til gene, da vi jo foretrækker ikke at have et hjem fyldt med biller. Dog forholder løbebiller sig helst udenfor, hvor de kan finde føde og tryghed. Der er mange forskellige typer løbebiller, så de er ikke alle samlet her, fordi den enkelte art ikke nødvendigvis er interessant for den enkelte privatperson.
Udseende
Løbebiller er meget adrætte dyr, og de har særligt kraftige ben, som gør, at de kan komme hurtigt frem. Der er flere forskellige arter, men de deler dog nogle genkendelige karakteristika. De er overvejende 1-3 cm lange, og de kan være alt mellem mørkebrun til sort i farven. Der er ikke mange af dem, som kan flyve, og hvis de har vinger, er de derfor ikke særligt brugbare.
Som alle andre biller lægger løbebillen æg, som bliver til larver og derefter pupper. Larverne anses for at være særligt livlige i forhold til andre larver. De er langstrakte i deres form, og de har, ligesom de voksne løbebiller, ben. De kan altså fint komme rundt selv, hvis de ønsker det.
Biologi og adfærd
Den voksne løbebillehun vil lægge sine æg i blød jord, og æggene klækker gerne efter nogle få dage. Stort set alle arter af løbebiller er rovdyr, og de går på rov både som larver og biller. De er faktisk særligt hjælpsomme, da de spiser mange skadedyr. Deres store størrelse gør det muligt for dem at spise orme, snegle og større insekter. De har endda været nyttige nok til at blive sat ud i amerikanske skove, hvor de kunne spise skadelige sommerfuglelarver.
Løbebillen har en særlig måde at fordøje sin kost på, nemlig ved at gylpe fordøjelsesvæske op på sit bytte. Byttet vil derved lammes og gå i opløsning. Altså har løbebillen slet ikke behov for hugtænder eller andet til at fortære sit bytte. Dog er der også nogle arter løbebiller, som helt eller delvist er planteædere. Disse arter løbebiller kan godt gå til angreb på frugt og grønt i ens hjem, hvorfor man skal holde øje med den.
Løbebiller har en særlig forsvarsmekanisme, som gør den særligt genkendelig. Hvis den føler sig truet, kan den afgive en væske fra bagkropsspidsen. Denne væske har en lugt, der kan beskrives som meget skarp og syrlig. Vil man selv (eller ens børn) derfor forsøge at fange en løbebille, skal man altså være forberedt på en særlig duft på hænderne.
Skade
Der er ikke mange måder, hvorpå løbebiller kan være til gene for mennesker, men det kan ikke desto mindre lykkes i visse scenarier. En enkelt løbebille i ens hjem skal man ikke være nervøs for; den har højst sandsynligt blot forvildet sig indenfor på jagt efter noget at spise. Det er først, hvis man finder en del af dem i ens madbeholdning, at man bør tage affære.
Forebyggelse og bekæmpelse
Da løbebiller ikke af dem selv søger indendørs ofte, er der ikke meget forebyggelse, som man kan foretage sig mod dem. Dog kan et større antal løbebiller i hjemmet være en indikator for, at hjemmet har et alt for fugtigt indeklima. Der er visse helbredsmæssige problemer, som følger af forhøjet fugtighed. Ligeledes kan flere forskellige slags biller og insekter søge indenfor, da de har det optimalt i et fugtigt klima. Hvis dette er sket, kan man typisk jage løbebiller og andre insekter på flugt igen ved at sænke fugtigheden i sit hjem. Vil man gerne gå mere aggressivt til værks, kan almindeligt insektpudder gøre underværker. Pudr der, hvor billerne viser sig samt ved deres indgangsmuligheder. Hold desuden børn og kæledyr fra pudderet, da det kan være farligt.
"Skadedyr i Hus og Hjem"
"Væggelus - Stik og kløe"
"Skadedyr i Levnedsmidler"
"Husets Dyreliv"
"Skadedyr i Træ"
"Stuefluen"