Den rødbenede koprabille
Lat: Necrobia rufipes – No: skinkebille – Sv: rödbent köttbagge – En: redlegged ham beetle, copra beetle – Ty: Rotbeiniger Schinkenkäfer, Koprakäfer
Den rødbenede koprabille er 4 – 5 mm lang, mørkt metalblå med rødlige ben. Larverne bliver op til 10 mm lange. De er gråhvide, men med tydelige violette tegninger på oversiden. I bagenden har de to mørke kroge.
Arten er kosmopolit, sandsynligvis især spredt gennem handel med kopra. I øvrigt kan larverne udvikle sig i mange forskellige varer: Ost, tørret fisk, kraftfoder og røgvarer. De er også fundet i figner og kakaobønner.
Koprabillerne opsøger med forkærlighed ådsler. De kan gå i museumsstykker, og er fundet i ægyptiske mumier.
De voksne biller er livlige dyr, som kan flyve. De kan blive mere end 1 år gamle og hunnerne lægger i denne periode 2-300 æg. Larverne gnaver sig ned i føden og det er navnlig dem, der æder noget, men de voksne biller tager også føde til sig.
Når larverne er fuldvoksne opsøger de revner eller sprækker i det, de har levet i, eller i nærheden, og her forpupper de sig i hvide, papiragtige kokoner. Ved den foretrukne temperatur, 22°C, tager udviklingen fra æg til voksen kun godt en måned. Ved temperaturer under 9°C går formeringen i stå.
Udendørs vil der under vore himmelstrøg kun være en enkelt generation om året. På lagre og i fabrikker vil de rødbenede koprabiller især angribe kraftfoder, fiske- og benmel, samt mælke- og æggepulver.
Rødbenet koprabille
Om forfatterne til ovenstående indhold fra bogen:
Skadedyr i Levnedsmidler
Henri Mourier
Cand.scient i biologi fra Københavns Universitet (1955 - 1962).
Ledende biolog hos Statens Skadedyrslaboratorium (1962 - 2000).
Forfatter til bøger og artikler:
- "Skadedyr i Hus og Hjem"
- "Væggelus, stik og kløe"
- "Skadedyr i Levnedsmidler"
- "Husets Dyreliv"
- "Skadedyr i Træ"
- "Stuefluen"
» Læs mere om Henri Mourier på Pestium.dk
» Læs mere om Henri Mourier på Wikipedia.org
Thorkil E. Hallas
Cand.scient i biologi på Københavns Universitet.
Zoolog på allergiklinikken på Rigshospitalet (1998 - 2011).
Forfatter til bøger og artikler:
- "Væggelus, stik og kløe"
- "Skadedyr i Levnedsmidler"
- "Bekæmp miderne rigtigt"
- "Husstøvmide-allergi"
- "Lopper"
- "Hundepelsmider - lille årsag, stor kløe"